Feber hos hund (og hvad normal temperatur for hunde er)

Feber hos hund (og hvad normal temperatur for hunde er)

Almen undersøgelse af en hund

Jeg vil her prøve at vise nogle forskellige ting, du kan kigge efter hjemme, evt. inden du ringer til dyrlægen.

(Udgivet marts 2010, senest opdateret januar 2019)



Feber hos hund

Hunde har feber, hvis de har en temperatur på 39,0 eller over.

Høj temperatur kommer som reaktion på mange forskellige sygdomme. Infektioner er en af de mest almindelige årsager til feber hos hunde, men hormonsygdomme, forgiftninger og cancer, kan også give feber.

 

Behandling af feber hos hund

For at behandle feber effekt skal man kende årsagen. Infektioner med bakterier, skal ofte behandles med antibiotika, hormonelle sygdomme skal have de passende hormon-middel og forgiftninger, skal renses ud.

 

1. Slimhinden i øjnene

Øjnene skal hverken være for våde eller for tørre. Træk det nederste øjenlåg forsigtigt ned og det øverste lidt op. Kig på farven og fugtigheden. Du kan sammenligne med dit eget øje. Slimhinden skal være blank og lyserød. Hvis øjnene er røde, blege eller måske endda hvide, så skal du reagere.

 

2. Slimhinden i munden

Der er også en slimhinde i munden. Hvis hunden er mørk og har meget farvepigment på gummerne, kan det være svært at se noget. Der vil dog næsten altid være et eller andet sted, hvor læben eller gummerne har en lys plet. Her skal du også kigge efter en fin lyserød farve.

Du kan desuden sætte en finger på og trykke farven ud af gummerne. Hvis blodet cirkulerer som det skal, vil farven vende tilbage inden for 2 sek. Hvis det varer længere tid, skal du reagere.

 

3. Løft en hudfold i nakken

Når en hund bliver dehydreret, bliver huden tør og uelastisk. Det kan du undersøge ved at tage fat i en hudfold i nakken og løfte. På normale sunde dyr falder huden tilbage på plads igen med det samme. Hvis den ikke falder tilbage på plads efter et par sekunder, er det unormalt.

Det kan godt snyde lidt på ældre dyr. Gamle hunde kan nemlig godt have mindre elastisk hud, og så er det her trick mindre sikkert.

 

4. Mærk maven igennem

Du kan også nemt mærke maven igennem. Det er ikke altid du vil kunne mærke noget, men hvis hunden har meget ondt, så vil den spænde meget når du trykker. Jeg trykker altid med flad hånd og med rolige bevægelser. Gør det forsigtig, nogle hunde kan være kildne.

 

5. En kold snude kan snyde

Til sidst kan du tage temperaturen. Du kan bruge et helt almindeligt termometer i endetarmen. Termometre til ørerne eller til under armene er meget upræcise på dyr. Der er simpelthen for meget pels. Det kan også snyde meget at mærke på snuden, da hunde kan være både meget kolde og meget varme, uden at det er unormalt. En hund med feber kan godt være kold på snuden.

Normal temperatur for en hund er ca. 38,5 grader, men den kan gå op til 39 og ned til 37,5, uden at det betyder det helt store.

Hvis du opdager noget unormalt eller kommer i tvivl, så ring endelig til din dyrlæge.

Det kan være en rigtig god ide at se efter de her ting, inden du ringer til din dyrlæge. Oplysningerne kan hjælpe dyrlægen til at give nogle bedre råd.

 

Her vil du snart kunne få en tjekliste

Her vil du snart kunne få en tjekliste til om din hund er sund og rask.

 

About the Author

Søren Drimer Pejstrup har været dyrlæge i over 10 år og brænder for at hjælpe hunde og katte til et lang og sundt liv. Det er Sørens og Spørg Dyrlægens mission at øge vores kæledyrs livskvalitet igennem viden og formidling. Har du fået svar på dine indledende spørgsmål her, kan du fokusere på de svære ting hos dyrlægen - mere viden giver mere tryghed, bedre behandling og sundere dyr!

(89) comments

Add Your Reply