Feber hos katte med video-guide til at tage temperatur korrekt

Fordi katte er så gode til at skjule deres sygdom kan temperaturen blive en vigtig brik i puslespillet til at få en diagnose. Her er nogle mulige diagnoser og en guide i hvordan du kan tage din kats temperatur…

Fordi katte er så gode til at skjule deres sygdom kan temperaturen blive en vigtig brik i puslespillet til at få en diagnose.

Her er nogle mulige diagnoser og en guide i hvordan du kan tage din kats temperatur.

Normaltemperatur på en kat er 37,5 – 38,5 grader celcius. I stressede situationer kan temperaturen stige til 39,0 – 39,3 uden at det er tegn på feber.

Har din kat temperatur over 39,0 – 39,3, bør du kontakte din dyrlæge.

Hvis en kat for eksempel ikke vil spise eller pludselig sover meget, kan de skyldes alt fra stærke smerter, nyreproblemer, cancersygdomme til helt almindelige fredelige sygdomme som forkølelse, træthed eller infektioner.

Hvis katten har feber, bliver listen hurtigt meget kortere og det bliver hurtigt nemmere at finde en forklaring på kattens ellers uforklarligere opførsel.

Det er dog ikke nødvendigvis nogen nem opgave at tage temperatur på en kat, så jeg viser dig her i videoen hvordan jeg gør.

Et vigtigt track er at du faktisk skal holde så lidt fat i katten om muligt. Mange katte reagerer meget stærkere på at blive holdt fast end på termometret.

Som du kan se på videoen tager jeg temperaturen ved at holde katten ind til min mave med albuen. På den måde kan katten se frem for sig og bliver den sur, kan du være heldig at den løber i stedet for at bide.

Det er meget almindeligt at skulle prøve 4-5 gange før det lykkedes. Giv katten en kort pause, hvis det ikke lykkes første gang. Så kan både du og katten få nerverne lidt i ro før næste forsøg.

Hvordan kan jeg se om min kat har feber?

Du kan kun være sikker på, om din kat har feber ved at tage den temperatur med et termometer i numsen. Katte med feber vil også nogle gange sove mere, spise mindre og være mindre aktive, men det er ikke i selv sikre tegn på feber.

Nogle katte med selv høj feber kan være aktive, spise og bevæge sig rundt. Det er dog ikke et udtryk for, at de ikke har bruge for behandling.

Den eneste sikre måde at vide om dein kat har feber er, ved at tage temperaturen som vist på videoen.

Min kat har 40 i feber

Det er meget høj feber, hvis en kat har en temperatur på 40,0 grader eller over. Det er ikke sansynligt at det skyldes stress, hvis temperaturen er så høj.

Når en kat er så varm, vil det ofte også give andre symptomer. Ofte vil en kat med feber være mere stille, spise mindre (eller slet ikke) og måske gemme sig.

Det er naturligt for katte er være private med deres sygdom, og de klager oftest ikke når de har så høj feber.

Katte med 40 i feber eller over har næsten altid en infektion, selvom der er et hav af andre spændende diagnoser, der kan kan komme i spil.

Infektionen skyldes desuden næsten altid bakterier (eksempelvis efter kattebid) eller virus (eksempelvis FIV eller FIP).

Feber er en helt almindelig grund til at katte ikke vil spise, men der kan være andre årsager. Du kan læse meget mere om katte, der ikke vil spise her…

Har katten feber når den har varm næse

Om katten har en varm snude er desværre ikke noget sikker måde at vide om en kat har feber eller ej.

Du kender sikkert følelsen af at have helt røde varme ører efter at være kommet ind fra en frostkold dag. Det skyldes at kroppen lukker op få de små blodkar og er ikke tegn på feber.

Det samme gælder katten og kattens næse.

Det samme kan se hvis katten har ligget og bagt i en solstråle i vindueskarmen. Så kan både snude og øre føles meget varme uden at katten har feber.

Du kender måske også følelsen af selv at have feber og ligge med tøj på under to tæpper og en dynes og alligevel have kolde hænder og kold næse. Det skyldes at kroppen lukker i for de små blodkar de steder.

Det er dog rigtigt at en kat med høj temperatur ofte vil føles varm, men det er altså ikke noget sikkert mål for om katten har feber eller ej.

Du kan i hvert fald ikke udelukke at katten har feber, selvom temperaturen på næsen normal eller kold.

Årsager til høj temperatur hos katte

Her er en liste over de mest almindelig årsager til at en kat har feber:

  • Bakterieinfektioner (For eksempel en byld efter slåskamp, lungebetændelse, tandbyld, underlivsbetændelse, nyrebækkenbetændelse)
  • Virusinfektion (Forkølelsesvirus, mavetarmvirus, FIV, FeLV, FIP)
  • Infektioner med protozoer (Eksempelvis Smitsom Blodmangel)
  • Cancersygdomme (Lymfom, Leukæmi, Mastcelletumor og andre)
  • Stærke smerter
  • Forgiftninger
  • Kramper (teknisk set giver kramper ikke reel feber, men såkaldt “hypertermi”, men effekten på temperaturen er den samme)
  • Immunmedierede tilstande som ledgigt – det er dog meget sjældent hos katte
  • Ukendte årsager (idiopatisk feber) – ca. hvert 10. tilfælde af feber hos katte har ikke en kendt årsag

Den højeste temperatur jeg har set på en kat, var lige omkring 47 grader. Det var netop en kat, der havde vedvarende kramper på grund af en hjerneblødning eller blodprop i hjernen. De voldsomme muskelsammentrækninger udviklede så meget varme at kattens temperatur steg. Vi blev hurtige enige om, at det bedste var, at få katten aflivet.

Heldigvis er langt de fleste årsager til forhøjet temperatur hos katte slet ikke så alvorlige.

Om dyrlægen

Søren Drimer Pejstrup har været dyrlæge i over 10 år og brænder for at hjælpe hunde og katte til et lang og sundt liv.

Det er Sørens og Spørg Dyrlægens mission at øge vores kæledyrs livskvalitet igennem viden og formidling.

Har du fået svar på dine indledende spørgsmål her, kan du fokusere på de svære ting hos dyrlægen - mere viden giver mere tryghed, bedre behandling og sundere dyr!


Tags

Betændelse, Cancer, Diagnostik, Feber, Forgiftninger, Pasning og pleje, qnil, Systemiske tilstande


You may also like

Spørg Dyrlægen ... for dyrenes skyld