I visse tilfælde kan tvangsfodring af katten være en midlertidig løsning, som ved fedtlever, smerter i munden eller kræft. Når en kat stopper med at spise, kan det skyldes stress, sygdom, smerter eller kræsenhed. Kontakt dyrlægen hvis din kat har haft 24 timer eller mere uden mad.

Hvornår du ikke skal tvangsfodre

  • Hvis du ikke kender årsagen til manglende appetit
  • Hvis katten har feber, savler eller kaster op
  • Hvis den er dehydreret eller virker slap
  • Hvis den virker forvirret eller aggressiv

Disse tilstande kræver ofte, at katten får ernæring, selv når den ikke har appetit. Tvangsfodring kan være midlertidig støtte.

  • Hepatisk lipidosis (fedtlever)
    Overvægtige katte i faste. Livstruende tilstand, hvor tidlig ernæring er afgørende.
  • Inflammatorisk tarmsygdom (IBD)
    Nedsat appetit, vægttab og kvalme – ofte behov for støttende fodring.
  • Kræft og kemoterapi
    Katten spiser ikke selv. Tvangsfodring kan sikre energi og modvirke vægttab.
  • Større mund- og tandsygdomme (f.eks. stomatitis eller tandekstraktioner)
    Katten har ondt og vil ikke tygge. Blød foderpasta og støttefodring er ofte nødvendig.
  • Nefropati (kronisk nyresygdom)
    Nedsat appetit pga. kvalme og ophobning af affaldsstoffer. Tvangsfodring kan blive nødvendigt i akutte faser.
  • Post-operativt ved større kirurgi
    F.eks. efter fjernelse af tarmafslutning eller traumer – hvor katten ikke spiser af sig selv.
  • Pancreatitis (bugspytkirtelbetændelse)
    Nedsat appetit og kvalme. Blid støttefodring kan være nødvendigt.

Her kan tvangsfodring forværre tilstanden, medføre smerte eller maskere en akut tilstand.

  • Feber pga. infektion eller bidsår
    Tvangsfodring før infektionen behandles kan være unødvendigt og ubehageligt for katten.
  • Slugt fremmedlegeme (mave/tarm)
    Kan føre til opkast eller forværret blokering – absolut kontraindikation.
  • Akut kvalme eller opkast (f.eks. ved forgiftning)
    Risiko for aspiration og fejlsynkning.
  • Neurologiske symptomer (f.eks. ved forgiftning eller epilepsi)
    Risiko for nedsat synkefunktion eller bevidsthed – farligt at tvangsfodre.
  • Større luftvejsinfektioner med vejrtrækningsbesvær
    Øget risiko for fejlsynkning og forværring af åndenød.
  • Uafklaret årsag til spisevægring
    Det er vigtigt først at finde og behandle den bagvedliggende årsag.

Vil du vide mere om kattesygdomme generelt, kan du se en rigtig god oversigt her…

Hvorfor vil katten ikke spise?

Der kan være mange grunde. Nogle er fredelige. Andre er alvorlige.

Katte kan stoppe med at spise fordi de er kræsne. Andre bliver stressede ved flytning, nye dyr i hjemmet eller sygdom. Infektioner, feber, smerter, kræft eller organsvigt kan også fjerne appetitten. Mundsmerter og tandproblemer er også hyppige årsager.

Det vigtigste først

Få din kat tjekket hos dyrlægen. Især hvis den ikke har spist i mere end 24 timer. Hos overvægtige katte kan faste føre til en farlig tilstand: fedtlever (hepatic lipidosis). Katte tåler ikke længerevarende faste. Dertil kan du forværre din kats tilstand med tvangsfodring hvis katten har spiseværring af nogle bestemte lidelser.

Tegn du skal reagere på:

  • Katten gemmer sig eller virker sløv
  • Den afviser al mad – både tør- og vådfoder
  • Den kaster op, savler eller har dårlig ånde

Hvornår er tvangsfodring nødvendigt?

Tvangsfodring er aldrig noget, man gør for sjov. Det er en nødvendighed, hvis katten ikke spiser – og ikke vil på trods af appetitstimuli.

Eksempler:

  • Katten har lungebetændelse og vil ikke spise pga. feber
  • Den er i behandling for kræft
  • Den har fået fjernet tænder eller har ondt af tandproblemer
  • Den er stresset og har mistet appetitten

I de tilfælde må vi hjælpe katten i gang. Med støtte. Med ro. Med kærlighed.

Sådan tvangsfodrer du din kat – trin for trin

  1. Køb det rette foder. Brug fx:
    • Royal Canin Recovery
    • Hill’s Prescription Diet A/D
    • Specific Intensive Support Disse har høj energi og protein. De kan røres ud i vand til en blød pasta.
    • Kan evt. suppleres med Oralade GI Support der er en velsmagende væske med elektrolytter, aminosyrer og energi.
  2. Brug en passende sprøjte. Fås på apoteket eller hos dyrlægen. Vælg én uden spids kant. Brug gerne 10-20 ml ad gangen.
  3. Skab ro. Gå ind i et stille rum. Sluk radio og tv. Sæt katten på et håndklædebord eller i dit skød. Pak den eventuelt ind i et tæppe.
  4. Giv små portioner. Fyld sprøjten med lunken fodergrød. Før den forsigtigt ind i siden af munden. Giv 2-3 ml ad gangen. Hold pauser.
  5. Hold øje med synk. Sørg for, at katten synker. Undgå at give for meget for hurtigt. Der er risiko for fejlsynkning og lungebetændelse.
  6. Stop, hvis det ikke fungerer. Hvis katten kæmper, panikker eller nægter – stop. Tal med din dyrlæge om alternativer, fx sondefodring.

Appetitstimulerende medicin til katte

Hvis din kat ikke spiser selv, kan din dyrlæge vælge at støtte med medicin. Det afhænger af årsagen – og af kattens generelle helbred. Her er de mest brugte:

NavnVirker hvordanBemærkninger
MirtazapinStimulerer appetitten og dæmper kvalme (serotoninpåvirkning)Fås som salve til øret eller tablet. Kan give uro eller vokalisering.
PrednisolonSteroid, øger appetit som bivirkningBruges primært ved IBD, cancer eller allergi. Må ikke gives uden opsyn.
CyproheptadinAntihistamin, hæmmer serotonin og øger sultfølelseSjældent brugt i DK. Effekt varierer. Kan give sløvhed eller rastløshed.

Naturlige alternativer

  • Nutri-Plus Gel: Pasta med energi, vitaminer og smag. Kan slikkes frivilligt.
  • Tunvand uden olie/salt: Hældes over foder. Vækker interesse.
  • Opvarmet vådfoder: Øger duften og smagsoplevelsen.
  • Palatabelt foder: Cosma, Applaws, Specific Recovery – særligt velegnet ved appetitløshed.
  • Oralade GI Support: Velsmagende væske med elektrolytter, aminosyrer og energi. God til restitution og ved mild dehydrering. Kan gives i skål eller via sprøjte.

Husk: Medicin skal altid ordineres af din dyrlæge. Appetitproblemer er et symptom – ikke noget du bare skal “skubbe væk” med piller.

Jeg har i øvrigt lave en god og omfattende liste over de forgiftninger hos katte, der kan få dem til at stoppe med at spise. Se den her…

julekalender for hund og katte, her med et billede af en kat, der sover ved juletræet

Spørg Dyrlægen

…for dyrenes skyld

Alternativer til tvangsfodring

Nogle katte skal ikke tvangsfodres. De skal motiveres. Det kan du gøre sådan her:

  • Lun maden let op. Især vådfoder. Det fremhæver duften.
  • Skift fodermærke. Brug fx Cosma, Applaws eller Specific Recovery.
  • Brug tunvand (uden olie og salt) som topping.
  • Tilbyd små mængder ad gangen. Hyppigt.
  • Brug appetitstimulerende pasta (fx Nutri-Plus Gel – spørg dyrlægen).
  • Prøv en foderbold eller slikkemåtte. Det stimulerer nysgerrighed og aktiverer katten.

Min kat vil ikke spise tørkost

Det er helt normalt. Mange katte foretrækker vådfoder. Tørkost dufter mindre og føles anderledes i munden. Især ældre katte eller dem med tandproblemer undgår det.

Prøv at tilbyde vådfoder i stedet. Giv små portioner. Gerne lunet op. Brug eventuelt lidt tunvand uden olie og salt over for at lokke appetitten frem.

Du kan også prøve at bløde tørkosten op i lidt varmt vand. Det gør både duft og konsistens mere indbydende.

FAQ – ofte stillede spørgsmål

Hvorfor stopper katte med at spise?

Det kan være alt fra kræsenhed til sygdom. Feber, smerter, infektioner og stress er hyppige årsager.

Hvor længe må en kat gå uden mad?

Max 24-48 timer. Overvægtige katte endnu kortere.

Hvordan får jeg min kat til at spise igen?

Start med at finde årsagen. Prøv herefter duftforstærkere, skift foder, brug små mængder og tilbyd ofte.

Hvordan tvangsfodrer man en kat?

Med specialfoder og sprøjte. Giv små mængder ad gangen og sørg for ro og sikkerhed. Se trinnene ovenfor.

Du bør også se…

4 Comments

  1. Hvor lang tid skal man lade katten hvile når er er afkræftet og tvangsfodres? Min kat har lige bekæmpet en blokade i ryggen og kræft, så han er fuldkommen lad og vil bare sove. Jeg fodrer ham både A/D og recovery og giver ham medicin samt øjendråber for en øjenbetændelse. Jeg har gjort det i halvandet døgn nu og vil bare vide hvor længe jeg skal give ham før jeg gør mere?

    1. Søren Drimer Pejstrup, dyrlæge says:

      Hej.
      Det synes jeg du skal reagere på med det samme og kontakte din dyrlæge. Det kan være at noget skal ændres. Hvis katten kan holde maden i sig og har energi til det, vil jeg forsøge at give mad ca. hver 2.-4. time. Jeg vil hellere give ofte, men af mindre mængde.

  2. Anna Peters says:

    Hej alle sammen,

    Efter at have læst denne artikel, føler jeg mig nødsaget til at give udtryk for min holdning. Jeg forstår godt, at man som katteejer vil gøre alt for sit kæledyr, men tvangsfodring? Er det virkelig den rette løsning? Når et dyr ikke vil spise, kan det være naturens måde at fortælle os, at det er tid til at sige farvel.

    Jeg har selv haft katte hele mit liv, og jeg har været igennem den hjerteskærende beslutning om at lade en kat få fred, når den var syg og led. Jeg kan ikke forestille mig at skulle tvinge mad ned i halsen på den, særligt hvis den er i så meget smerte eller ubehag, at den ikke vil spise af sig selv.

    Jeg mener, at vi som kæledyrsejere har et ansvar for at sikre, at vores dyr lever et liv med værdighed og ikke lider unødigt. Nogle gange betyder det, at vi skal træffe de svære beslutninger for dem og lade dem gå, selvom det gør ondt i os.

    Jeg håber, at alle, der overvejer tvangsfodring, også overvejer, hvad der er bedst for katten, og ikke kun, hvad der er nemmest for os.

    1. Søren Drimer Pejstrup, dyrlæge says:

      Hej Anna.
      Jeg kan godt se, hvad du mener, og jeg giver dig ret i, at vi ikke altid SKAL behandle bare fordi vi kan. Dog kan det i nogle tilfælde som ved eksempelvis fedtlever hos katte, være den rette behandling, og disse katte kommer dig helt og uden mén. Selvfølgelig skal man respektere, hvis katten modsætter sig behandlingen, men nogle gange er kan det være fornuftigt at tvinge piller, mad og anden behandling på katten fordi vi ved, at det er til dens bedste.
      Men altså, det kræver selvfølgelig en omhyggelig dyrlæges vurdering af den individuelle patient og en god samtale med katten ejer.
      /Søren

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *