Hej.
Jeg har en 10 måneder gammel killing, som er begyndt at opføre sig agressivt, når vi har gæster. Hun hvæser og “lapper ud” efter dem. Hun virker ikke til at være bange, for hun smutter ikke ud af rummet, når der kommer fremmede i hjemmet, hvilket hun selvfølgelig har mulighed for, hvis hun vil. Hun undersøger lige de fremmede først, går hen og snuser lidt til dem, og så er det at hun at hun hvæser af dem og måske lige “lapper ud” efter dem. Vi har sågar oplevet, at hun er hoppet ned fra en skænk, og over på skødet af en af vore gæster, hvorefter hun hvæsede, lappede ud efter og til sidst bed vores gæst i kinden. Hun gør aldrig sådan mod os, hun bor sammen med.
Hun er inde kat og kommer ikke ud, da vi bor i lejlighed på 5. sal. Vi har en kat mere, som hun kommer fint ud af det sammen med.Jeg er meget usikker på, om det er normal adfærd, så håber inderligt at kunne få et godt råd.
Mvh.
Kitty
Hej Kitty
Nej, det er ikke normalt. Jeg synes det er svært at afgøre hvad, der sker uden at se katten, men jeg har 3 ting i tankerne.
1) Det kan være en angstreaktion og igen er det svært at afgøre hvorfor katten bliver angst. Fremmede lugte og lyde kan få katte til de underligste ting.
2) Frustrationsreaktion. Hvis katten prøver at fortælle jer noget eller f.eks. har ondt et sted.
3) Fejlrettet jagtadfærd. Nyt og fremmed kan være spændende at gå på jagt efter.
Det er for det første vigtigt at du ikke møder kattens aggression med mere aggression. Forsøg at forhold dig roligt. Tag evt. katten op, hvis den kan lide det og lad den møde de fremmed fra afstand først.
Det handler om at afdække årsagen og så arbejde målrettet for at få katten øvet i tolerance.
I nogle tilfælde kan det være en god ide, at kontakte en dyrlæge med speciel interesse i adfærd.
Mvh Søren