Min hund plejer at være meget regelmæssig med sine løbetider, men i den sidste løbetid, har hun blødt længe. Hun har nu blødt i 10 dage. Hvor længe bløder en hund normalt i løbetid?
Hej
Jeg har en glad og ellers frisk blandingshund, som normalt er meget stabil med sine løbetider. Hun klarer normalt sine løbetider rigtig godt.
I den sidste løbetid har hun blødt længere end jeg synes hun plejer. Hun har nu blødt i 10 dage.
Hvor længe bløder en hund egentlig i sin løbetid normalt?
Oplyst: 7 år gammel blanding
Normal løbetid varer en måned
En normal løbetid varer en måned, hvis man tager det hele med, MEN tæven bløder ikke hele perioden igennem. Normalt bløder hun kun en lille uges tid.
Løbetiden starter med 10-12 dages indløb, hvor der langsomt kommer noget flåd til. I starten er det uden farve, men bliver mere brunt og til sidst rødt.
Blødningen i hundes løbetid tager normalt 5-7 dage. Ca. midt i det kommer ægløsningen og hanhunde får lov til at springe på, hvis de får muligheden.
Til slut er der igen et udløb, hvor udflådet holder op med at være blodigt og bliver mere hvidt og slimet. Denne del varer en god uge og op til 14 dage.
Når en hund bløder i mere end en uge
Det er unormalt længe din hund har blødt i sin løbetid, når hun har blødt i 10 dage. Hormonerne kan godt ændre sig gennem livet, så løbetiderne bliver anderledes, end du kender dem, men 10 dage er ikke normalt.
Det behøver ikke udvikle sig til en egentlig sygdom, men du skal holde meget skarpt øje med hende de næste par dage.
Hun skal stoppe sin blødning nu, ellers skal du have hjælp fra din dyrlæge.
Tegn på sygdom efter løbetid
Er din hund ved at udvikle underlivsbetændelse, kan hun blive alvorligt syg. Det er godt at hun lige nu er glad og frisk, men du skal holde godt øje med hende.
Hvis hendes blødning skifter og kommer til at ligne betændelse, skal du reagerer hurtigt. Du skal også holde øje med om hun mister humøret, går fra kosten og begynder at drikke meget.
Det kan alt sammen være tegn på livmoderbetændelse/underlivsbetændelse.