Hvis din hund pludselig er begyndt at tisse indenfor selvom den har været renlig kan årsagerne spænde fra simple blærebetændelser til alvorlige sygdomme eller adfærdsproblemer.
Som dyrlæge må jeg først udelukke medicinske årsager før vi kigger på adfærd og træning. Mange hundeejere tror problemet altid er adfærdsmæssigt, men det er oftere end man skulle tro en sygdom der kræver behandling.
Denne artikel handler udelukkende om hunde der er blevet urenelige ved at tisse inde. Er din hund i stedet afføringen indenfor skal du se denne artikel…
Det hurtige overblik (TL;DR)
Når din hund pludselig er blevet urenlig og tisser indenfor er der oftest en medicinsk årsag – 85 % af tisseri-problemer har en medicinsk årsag der kan behandles effektivt. Det er ikke bare dårlig opdragelse eller dovenskab.
De 3 mest almindelige årsager er
- Blærebetændelse – Bakterier forårsager smerte og konstant tissetrang og sjattisseri
- Diabetes/nyresygdom/pyometra – Får hunden til at drikke og tisse enormt meget
- Inkontinens hos ældre hunde – Ufrivillig urinlækage især når hunden sover
Der findes selvfølgelig også adfærdsmæssige årsager som angst og territorieadfærd. Hovedpointen er: Brug aldrig straf – det forsinker indlæring og skaber (mere) angst.
Artiklen fortsætter efter annoncen
De mest almindelige medicinske årsager
1: Blærebetændelse og urinvejsinfektioner
Blærebetændelse er langt den hyppigste årsag til at hunde tisser indenfor. Det ses oftest hos tæver, men forekommer hos begge køn.
Blærebetændelse behøver ikke give alle de klassiske symptomer. Nogle gange er eneste symptom blot at hunden sjattisser usædvanlige steder plejer eller letter ben indendørs.
Bakterier trænger op gennem urinrøret og forårsager betændelse i blæren, og for hanner kan en betændelse i prostata også udvikle sig til blærebetændelse. Det gør ondt og din hund får konstant trang til at tisse også selv når blæren er tom.
Typiske tegn på blærebetændelse:
- Sjattisser i små portioner mange gange dagligt
- Presser og anstrenger sig for at tisse
- Blod i urinen (ofte lyserød eller mørk)
- Kraftig lugt fra urinen
- Slikker sig meget omkring kønsorganerne
Behandlingen er antibiotika i 7-14 dage. De fleste hunde bliver normale igen inden for få dage efter opstart af behandlingen.
2: Diabetes og øget urindannelse
Diabetes får hunde til at drikke og tisse enormt meget. Hvis din hund pludselig drikker dobbelt så meget vand som normalt og samtidig tisser indenfor. I langt de fleste tilfælde ses der andre symptomer samtidig som eksempelvis vægttab.
Sukkeret i blodet stiger så højt at nyrerne ikke kan følge med. Kroppen forsøger at skille sig af med sukkeret gennem urinen og dermed tisser hunden langt mere end normalt.
Andre tegn på diabetes:
- Øget appetit men vægttab
- Træt og sløv
- Sløvt heling af småskrammer
- Drikker 2-3 gange mere vand end normalt
Diabetes kræver livslang behandling med insulin. Men med korrekt medicinering lever diabetiske hunde et helt normalt liv.
Artiklen fortsætter efter annoncen
3: Cushings syndrom (hyperadrenocorticism)
Cushings syndrom ser jeg især hos midaldrende og ældre hunde. Binyrerne producerer for meget cortisol hvilket blandt andet påvirker nyrernes evne til at koncentrere urin.
Hunde med Cushings drikker og tisser enormt meget. Ofte hører jeg folk klage over at deres hund tisser pøl indenfor om natten selvom den har været ude lige før sengetid.
Cushings giver også:
- Udspilet mave (potbelly)
- Hårtab på kroppen
- Øget appetit
- Øget puster og gispen
Tilstanden behandles med medicin der dæmper binyrernes aktivitet. Det kræver tæt opfølgning, men de fleste hunde får det betydeligt bedre med den rette behandling.
4. Nyresygdom
Kronisk nyresygdom udvikler sig gradvist over måneder eller år. Nyrerne mister langsomt evnen til at koncentrere urin og udskille affaldsstoffer.
I de tidlige stadier drikker og tisser hunden mere end normalt. Senere kommer kvalme, vægttab og dårlig appetit til.
Blodprøver afslører nyresygdom gennem:
- Forhøjede kreatinin og urinstof-værdier
- Ændret elektrolytbalance
- Lave protein-niveauer
Behandlingen består i specialdiæt, væskebehandling og medicin til at støtte nyrefunktionen.
Artiklen fortsætter efter annoncen
5. Pyometra (livmoderbetændelse)
Pyometra er en alvorlig betændelse i livmoderen som især rammer ikke-steriliserede hunhunde. Jeg ser det oftest 1-2 måneder efter løbetid hos tæver over 4-5 år.
Betændelsen opstår når livmodervæggen bliver fortykkket efter løbetid og bakterier får mulighed for at vokse. Det skaber en giftig ansamling af pus i livmoderen.
Du kan læse meget mere i min artikel om livmoderbetændelse og hvilke overvejelse du skal gøre inden du vælger behandling…
Pyometra giver typisk:
- Markant øget vandindtag og tisseri
- Kvalme og appetitmangel
- Hævet og øm mave
- Eventuelt udflåd fra skeden (dog ikke altid)
- Feber og nedtrykt humør
Tilstanden er livstruende og kræver ofte akut kirurgi. Uden behandling vil hunden dø af blodforgiftning inden for få dage eller uger.
Aldersspecifikke problemer
Hvalpe og blærekontrol
Når hvalpe tisser indenfor er det sjældent ondskab eller dovenskab. Hvalpe under 4-5 måneder har simpelthen ikke fuld kontrol over deres blære endnu.
Den generelle regel er at hvalpe kan holde sig cirka én time per måneds alder plus én time. En 3 måneder gammel hvalp kan altså maksimalt holde sig i 4 timer i vågen tilstand. Om natten kan de holde lidt længere fordi de ikke drikker og er mindre aktive.
Hvornår forventer jeg blærekontrol hos hvalpe:
- 8-12 uger: Kan holde sig 1-2 timer, behov for hyppige ture
- 16 uger: Begyndende kontrol, kan vente 3-4 timer
- 4-6 måneder: God dagtidskontrol, kan holde sig 4-6 timer
- 6-8 måneder: Næsten voksen blærekontrol
Hvalpe på 2-3 måneder tisser typisk hver 1-2 time. Det er komplet normalt og kræver tålmodighed fra hundeejeren. Jeg ser ofte frustrerede familier der forventer for meget for hurtigt.
Signaler på at hvalpen skal tisse:
- Snifter intensive på gulvet
- Går i cirkler eller virker urolig
- Hviner eller gør lyde ved døren
- Stopper pludselig med leg og kigger omkring
Artiklen fortsætter efter annoncen
6. Ektopiske ureteres – en sjælden medfødt fejl
Ektopiske ureteres er en medfødt misdannelse hvor urinlederen fra nyren ikke munder ud i blæren som den skal. I stedet løber den forbi blæren og går direkte ud i urinrøret eller skeden.
Urinlederen er det rør der normalt fører urin fra nyren ned til blæren. Når den ikke er forbundet rigtigt betyder det at hunden konstant drypper urin. Urinen går udenom blærens normale lukke-system.
Jeg ser det især hos unge tæver som aldrig har været rigtig renlige. De har dryppet urin siden hvalpealderen og kan ikke lære det normale toiletmønster.
Tilstanden diagnosticeres med særlige røntgenundersøgelser hvor vi sprøjter kontrastvæske ind og følger urinens vej. Behandlingen kræver specialkirurgi hvor urinlederen flyttes så den munder ud i blæren som den skal.
7. Ældre hunde og inkontinens
Inkontinens betyder at hunden ufrivilligt lækker urin. Man ser det især hos ældre steriliserede hunhunde. Manglen på østrogen svækker lukkemusklerne omkring urinrøret. Resultatet er at hunden lækker urin når den ligger og sover.
Typiske tegn på inkontinens:
- Våde pletter der hvor hunden har ligget
- Hunden opdager det ikke selv
- Sker primært når hunden slapper af eller sover
- Huden bliver irriteret af urin-kontakt
Heldigvis kan vi behandle inkontinens effektivt med medicin der styrker lukkemusklerne. Over 80% af hundene får god hjælp af behandlingen.
8. Kognitiv dysfunktion/demens hos ældre hunde
Når hunde bliver gamle, kan hjernen også ændre sig. Nogle udvikler det, vi kalder kognitiv dysfunktion eller demens.
Du vil måske opleve, at din hund virker forvirret, glemmer tidligere rutiner eller pludselig tisser indenfor, selvom den altid har været renlig. Det kan ligne inkontinens, men skyldes, at hunden mister evnen til at huske, hvor og hvornår den skal tisse.
Har du en ældre hund, der bliver urenlig sammen med andre ændringer i adfærd, bør du tale med din dyrlæge om muligheden for demens.
9. Neurologisk inkontinens
Problemer med rygsøjlen kan også påvirke hundens blærekontrol. Især diskusprolaps i grad 1-2 (ud af 5) ser jeg forholdsvis ofte.
Diskusprolaps betyder at den bløde skive mellem hvirvlerne i rygsøjlen bliver beskadiget. Når skiven bliver skubbet ud af sin normale placering kan den lægge tryk på nerverne i ryggen. Nerverne der styrer blærefunktionen løber ud fra rygmarven. Når der kommer tryk på disse nerver mister hunden delvis kontrollen og kan have ufrivillige uheld.
Diskusprolaps giver ofte:
- Rygsmerte og stivhed i bevægelser
- Mindre lyst til at hoppe op eller ned
- Delvis blæretab især når hunden ligger ned og slapper af
- Svaghed i bagbenene i mere alvorlige tilfælde
Artiklen fortsætter efter annoncen
Adfærdsmæssige årsager
10. Markering og hanhunde der strinter indenfor
At lette ben indenfor som markering er ikke det samme som almindelig tisseri. Hunden løfter benet og afsætter små mængder urin på lodrette flader for at signalere til andre hunde – også selvom der ikke er andre hunden indenfor i hjemmet.
Det sker ofte, hvis der er nye dufte i hjemmet, gæster på besøg eller andre dyr blot i nærheden. Det handler ikke om, at hunden ikke kan holde sig, men om at sende et signal. Du kan opleve, at hunden kun afgiver små mængder urin på møbler, dørkarme eller andre lodrette flader. Hvis din hanhund strinter indenfor, er det vigtigt at skelne det fra sygdom.
Jeg ser det især hos:
- Intakte hanhunde omkring puberteten (6-12 måneder)
- Hunde der møder nye dufte eller territorier
- Stressede hunde i nye omgivelser
11. Stress og angst
Stress kan få selv velopdragede hunde til at glemme deres renlighedstræning. Jeg ser det især når:
- Nye familiemedlemmer flytter ind
- Hunden skal være alene i mange timer
- Der er konflikter med andre kæledyr i hjemmet
- Familien flytter eller store ændringer sker
Stress-tisseri sker ofte lige efter at stressfaktoren opstår. Hunden kan virke nervøs eller urolig og tisser pludselig steder den aldrig har gjort før.
Løsningen ligger i at identificere og reducere stressfaktorerne. Ofte hjælper det også med ekstra træning og trygge rutiner.
Hvornår skal du kontakte dyrlægen – en vigtig prioriteringsguide
Som dyrlæge ved jeg at det kan være svært at vurdere hvor alvorligt et tisseri-problem er. Her er min guide til hvornår det haster og hvornår det kan vente.
Tag kontakt når det er muligt
Mindre presserende men stadig vigtig:
- Gradvis forværring af et eksisterende tisseri-problem
- Ændret lugt af urin men ingen andre symptomer
- Inkontinens hos ældre hunde der kommer gradvist
Observation hjemme først
Situationer der ofte løser sig selv:
- Enkelte uheld efter store forandringer (flytning, ny hund)
- Hvalpe under 6 måneder der lærer renlighedstræning
- Stressrelaterede uheld der sker sjældent
Vær dog opmærksom på at problemer kan udvikle sig. Hvis du er i tvivl er det altid bedre at ringe og få en faglig vurdering end at vente for længe.
Kontakt dyrlægen inden for 1-2 dage
Disse tegn kræver hurtig afklaring:
- En tidligere renlig hund begynder pludselig at tisse indenfor
- Markant øget drikkevand og tisseri
- Småmængder blod i urinen men hunden virker ellers normal
- Hyppig tisseri med små mængder hver gang
Især vigtigt hos ikke-steriliserede tæver: Øget tisseri 1-2 måneder efter løbetid kan være tegn på livmoderbetændelse. Det udvikler sig til livsfare inden for få dage.
Ring til dyrlægen samme dag (akut)
Disse situationer tåler ikke udsættelse:
- Hunden presser sig men kan slet ikke tisse
- Massivt blod i urinen sammen med dårlig almentilstand
- Hunden virker meget smertefuld og utilpas
- Tegn på forgiftning (opkast, neurologiske symptomer plus tisseri)
Urinretention hvor hunden slet ikke kan lade vandet er en dyrlægeakut situation. Blæren kan sprænge og hunden kan dø af nyreskade indenfor timer.
Diagnostik på dyrlægeklinikken
Samtale og anamnese
Når du kommer med din hund starter jeg altid med en grundig samtale om problemet. Det er vigtigt for mig at forstå det fulde billede før jeg begynder den fysisk kliniske undersøgelse.
Jeg spørger altid om hvornår problemet startede og om der var specielle udløsende faktorer. Mange gange kan hundeejere identificere et tidspunkt hvor alt ændrede sig – måske efter sygdom, flytning eller andre store forandringer.
Klinisk undersøgelse
Den fysiske undersøgelse giver mig vigtige ledetråde. Jeg mærker på hundens mave for at vurdere blærens størrelse og om der er smerter. En stor, hård blære kan tyde på urinretention eller neurologiske problemer.
Hos hanhunde undersøger jeg altid prostata ved at føle gennem endetarmen. En forstørret prostata kan blokere for normal urinering og give symptomer der ligner blærebetændelse.
Jeg checker også for smerter i ryggen da diskusproblemer kan påvirke blærekontrol. Samtidig vurderer jeg hundens generelle tilstand er den dehydreret, har den feber eller andre tegn på systemisk sygdom.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Laboratorieundersøgelser
En frisk urinprøve er næsten altid første skridt i diagnostikken – og har ejeren ikke selv én med, vil vi forsøge at tage urinprøven på klinikken.
Jeg måler urinens koncentration da dette fortæller om nyrernes evne til at koncentrere urin. Meget fortyndet urin kan tyde på diabetes, Cushings eller nyresygdom.
Under mikroskopet leder jeg efter røde og hvide blodlegemer samt bakterier. Krystaller i urinen kan indikere risiko for blæresten. Glukose i urinen er ofte første tegn på diabetes.
Blodprøver bliver relevante når urinprøven eller symptomerne tyder på systemisk sygdom. Jeg måler nyrefunktion, levertal og blodsukker. Ved mistanke om Cushings laver jeg specielle hormontests.
Billeddiagnostik
Ultralydsskanning bruger jeg når jeg mistænker blæresten, tumorer eller pyometra. Jeg kan se blærens størrelse og vægtykkelse samt checke for unormal indhold.
Røntgen kan afsløre store blæresten eller andre strukturelle problemer. Ved mistanke om ektopiske ureteres er specialiseret røntgen med kontrastvæske nødvendig for at følge urinens vej fra nyrer til blære.
I komplekse tilfælde kan CT-scanning give det endelige svar, men det kræver specialklinik og er kun nødvendigt i de færreste tilfælde.
Behandlingsmuligheder
Medicinske behandlinger
Blærebetændelse: Typisk antibiotika i 7-14 dage evt. baseret på dyrkningssvar fra urinprøven.
Diabetes: Daglige insulin-injektioner plus specialdiæt med faste måltidstider.
Cushings syndrom: Medicin der dæmper binyrernes aktivitet. Kræver regelmæssige kontroller.
Inkontinens: Medicin der styrker lukkemusklerne. Over 80% af hundene får god effekt.
Nyresygdom: Specialdiæt, væskebehandling og støttemedicin til nyrerne.
Pyometra: Akut kirurgisk fjernelse af livmoder og æggestokke. Tilstanden kan ikke behandles medicinsk.
Ektopiske ureteres: Specialkirurgi hvor urinlederen omdirigeres til blæren. Kræver henvisning til specialist.
Neurologisk inkontinens: Behandling af den underliggende rygskade kombineret med blærestøttende medicin.
Adfærdsbehandling
Konsistent træning: Faste tider for måltider og toiletbesøg. Belønning når hunden tisser de rigtige steder.
Stress-reduktion: Identificer og minimer stressfaktorer. Skab trygge rutiner og mere forudsigelighed.
Kastration: Hos intakte hanhunde kan kastration reducere markering betydeligt.
Rengøring: Brug enzymatiske rengøringsmidler der fjerner lugtspor fuldstændigt.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Forebyggelse og praktiske råd
Opret gode vaner
Faste rutiner: Tag hunden ud på samme tider hver dag. Især vigtig efter måltider og når den vågner.
Positiv træning: Ros og belønning når hunden tisser de rigtige steder. Aldrig straf for uheld.
Overvågning: Hold øje med ændringer i drikkevaner og tissefrekvens.
Rengøring af hundetis – fjern lugte og forebyg gentagelse
Når hunden tisser på gulvet er korrekt rengøring afgørende for at forhindre at det sker igen. Almindelige rengøringsmidler fjerner ikke lugtspor fuldstændigt og hunde har et langt bedre lugtesans end os.
Først skal du fjerne så meget urin som muligt med køkkenrulle eller gamle håndklæder. Pres forsigtigt ned for at opsuge mest muligt væske.
Undgå ammoniakholdige rengøringsmidler. Ammoniak ligner den naturlige lugt af nedbrudt urin og kan faktisk tiltrække hunden til at tisse samme sted igen.
Brug enzymatiske rengøringsmidler som er specielt udviklet til kæledyrsuheld. Disse produkter indeholder bakterier der nedbryder urin-proteinerne fuldstændigt. Du finder dem i dyrehandler og på nettet.
Spray det enzymatiske rengøringsmiddel rigeligt på området. Det skal trænge helt ned hvor urinen er gået. Lad det virke i mindst 10-15 minutter før du tørrer det op.
På tæpper og møbler kan du have brug for at gentage processen flere gange. Tjek med en UV-lommelygte om alle urinspor er væk urin lyser under UV-lys selv når du ikke kan se det.
Forebyggelse af gentagelse:
- Blokér adgangen til problemområdet indtil lugtene er helt væk
- Placer mad- og vandskåle på steder hvor hunden tidligere har tisset
- Øg antallet af toiletture i en periode
Husk at enzymatiske rengøringsmidler virker bedst på ferske pletter. Jo længere du venter jo sværere bliver det at få lugten fuldstændig væk.
Miljøtilpasninger
For ældre hunde: Overvej flere adgangsmuligheder til haven eller hyppigere ture.
For angste hunde: Skab trygge rutiner og undgå pludselige ændringer i hverdagen.
For hvalpe: Hav realistiske forventninger og vær tålmodig med træningen.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Prognose og forventninger
De fleste tilfælde af indendørs tisseri kan behandles succesfuldt når vi finder den rigtige årsag.
Medicinske årsager har generelt god prognose når behandlingen følges. Blærebetændelser kureres normalt på 1-2 uger. Kroniske tilstande som diabetes og nyresygdom kræver livslang behandling, men hundene kan leve helt normale liv.
Adfærdsproblemer tager længere tid at løse og kræver konsistent træning. De fleste hunde lærer det, men det kan tage uger eller måneder med tålmodig træning.
Inkontinens behandles effektivt med medicin hos langt de fleste hunde. Det er sjældent nødvendigt at leve med problemet permanent.
Ofte stillede spørgsmål om hunde der tisser indenfor
Hvornår bliver min hvalp renlig?
De fleste hvalpe opnår god blærekontrol omkring 6-8 måneders alderen. Små racer kan tage lidt længere tid end store racer. Fuldstændig pålidelig renlighedstræning kommer ofte først omkring 8-12 måneders alderen.
Vær tålmodig hvis din hvalp stadig har uheld som 4-5 måneder gammel. Det er helt normalt og ikke et tegn på dårlig træning.
Hvor ofte skal en normal hund tisse?
Voksne hunde tisser typisk 3-5 gange i døgnet. Det afhænger af hundens størrelse, alder og hvor meget den drikker.
Store hunde kan ofte holde sig længere end små hunde. Ældre hunde behøver ofte hyppigere toiletbesøg end unge voksne hunde.
Hvorfor tisser min hund kun indenfor om natten?
Nattisseri hos tidligere renlige hunde tyder ofte på medicinske problemer. Diabetes, nyresygdom eller Cushings syndrom kan få hunde til at producere mere urin end normalt.
Kontakt din dyrlæge for en grundig undersøgelse hvis problemet er nyt og vedvarende.
Kan kastration hjælpe på tisseri-problemer?
Kastration hjælper primært på markering hos hanhunde… ikke på almindelige tisseri-problemer. Hvis din hanhund markerer territorium indenfor kan kastration reducere adfærden med 70-80%.
Kastration hjælper ikke på medicinske årsager til tisseri eller på normal renlighedstræning.
Hvor længe kan en voksen hund holde sig?
Sunde voksne hunde kan typisk holde sig 6-8 timer i dagtimerne. Om natten kan de holde længere fordi de ikke drikker vand.
Hvis din hund ikke kan holde sig så længe eller pludselig har brug for hyppigere toiletbesøg skal du kontakte din dyrlæge.
Hvordan lærer jeg min hund at være renlig igen?
Start med at udelukke medicinske problemer hos din dyrlæge. Derefter skal du tilbage til grundlæggende renlighedstræning:
- Hyppige ture ud på faste tidspunkter
- Ros og belønning når hunden tisser udenfor
- Supervision så du kan afbryde uheld og få hunden ud
- Enzymatisk rengøring af uheldssteder
- Tålmodighed og konsistens i træningen
Husk at det kan tage flere uger at genetablere gode vaner hos voksne hunde.
Artiklen fortsætter efter annoncen
