Vores hund er blevet opereret for brok. Nu er det kommet igen. Lider han?
(Udgive marts 2012, senest opdatere februar 2019)
Min Coton de Tulear hanhund på 5 år er sidste år blevet opereret for brok i mellemkødet. Nu er det kommet igen. Da brokket kom igen, anbefalede vores dyrlæge en hormonsprøjte for at se om det ville hjælpe hunden med lettere at komme af med afføringen. Hvis det gjorde, skulle hunden kastreres. Det har ikke hjulpet.
Hunden virker ellers glad og livlig på nær når han skal af med sin afføring. Han kan godt pive nogle gange, men for det meste sidder han bare og prøver og prøver at komme af med det uden at sige noget og det virker ikke som det gør ondt.
Vi kan stoppe brokket på plads, men det falder hurtigt ud igen. Vi er i tvivl om det nu også etisk er OK for hunden at han har det som han har – hvordan ved vi med sikkerhed at han ikke lider?
Både dyrlægen og KVL, hvor han blev opereret, har sagt, at endnu en operation ikke vil hjælpe med sikkerhed. Vi er glade for hunden, men vil heller ikke have at han lider, og det ved vi ikke om han gør når han ikke umiddelbart giver udtryk for smerte.
Hvad er din erfaring med dette problem? Og kan du sige om han lider?
På forhånd tak
Oplyst: 5 år gammel, Coton de Tulear, han, ukastreret
Skrevet af: Helene
Han presser selv brokket ud
Når han har svært ved at komme af med afføringen og presset meget for at få det ud, vil han samtidig kunne presse brokket ud.
Når han piver, kan det lige så godt være på grund af afføringen som af brokket. Under alle omstændigheder er det et udtryk for ubehag. De piver ikke kun for sjov.
Kastration er en del af behandlingen
Kastration er beskrevet som standart i behandlingen af mellemkødsbrok. Kastration skal gøre prostata mindre og dermed gøre det nemmere at komme af med afføringen.
Det kan desuden hjælpe på afføringens konsistens hvis du samtidig giver kost med ekstra fibre og evt. afføringsmiddel i lav dosis. Snak med din dyrlæge om det er relevant for din hund.
Operation for at lukke brokket
Hvis brokket er så stort at tarmene kan komme ud, bør du overveje en ny operation. Som ved første operation er der ingen garanti for at det virker, men det kan blive kritisk, hvis tarmene kommer i klemme.
Hvis han har ondt ved sin afføring eller ondt i brokket, så ja: Så lider han af det.