Hej 🙂
Vi fik en lille fransk bulldog for lidt under to uger siden, hun er 15 uger gammel på tirsdag. Vi fik lidt af hendes gamle foder med, og købte så vores eget som dyrehandleren anbefalede, og blandede de to op, så hun fik en blid overgang.
Nu har hun fået nogle underlige knopper på brystkassen, og det er tydeligt, at det klør. Det ligner ikke bumser, men er mere sådan nogle små røde/brune/orange plamager med en diameter på ca 4 mm +/-. Hun klør sig ret meget, og har fået kløet hul på nogle så der er kommet sår, selvom vi både har klippet hendes negle og filet dem så de ikke er så skarpe.
Hun har afføring ca 2-3 gange om dagen, og det virker til at være normalt – det er i hvert fald ikke tyndt overhovedet. Hun har prøvet at spise sin afføring et par gange.
Hun sover meget, men det kan selvfølgelig skyldes at hun stadig er hvalp? Udover det er hun frisk og glad og utroligt kærlig.Det virker også som om, hendes poter/det nederste af benet klør, men der er intet at se.
Jeg ved ikke om det kan have med foderet at gøre? Jeg var ikke med da det blev købt, men min kæreste fik det anbefalet (det hedder Brit), og fik fortalt at der var meget protein i? Kan det være proteinknopper mon? Og burde vi skifte foder, og se om det hjælper?
Mvh Pernille Bak
Hej Pernille
For mig lyder det umiddelbart som en bakterie- eller svampeinfektion. Den slags kan behandles med passende antibiotika og er ikke usædvanlig for hendes race i den alder.
Foder kan godt have en indvirkning, men der er ikke sandsynligt. Foderallergi – eller allergi i øvrigt, er rart ualmindeligt i hendes alder. Det forekommer, men kun sjældent.
Akutte allergiske reaktioner kan også give små hævelser (en stor mængde små knopper, der ligner myggestik) på én gang. Disse allergiske reaktioner kan i princippet godt komme fra noget hunden har spist, men en allergisk reaktion på insekter er også en mulighed.
Det, du ellers beskriver om hende, lyder normalt.
Der er ikke noget, der hedder proteinknopper. Hvis hunden er allergisk overfor en bestemt type protein, kan det give udslag, men det sker ikke fordi hun får for meget. Man kan slet ikke få proteinforgiftning. Det findes slet ikke. Jeg har nu i øvrigt heller aldrig set et hvalpefoder med for meget protein i.
Det er vidensakbeligt undersøgt, og hunde er faktisk i stand til at lave af foder der næsten udelukkende består af protein. Så længe foderet indholder de korrekte mængde af mineraler og vitaminer. Hunde kan sagtens omsætte kulhydrat, men behøver det ikke, og kan altså godt leve af næsten ren protein. Hunde får altså hverken proteinforgiftning eller proteinknopper.
mvh Søren