Cushings syndrom hos hunde: Alt du skal vide som hundeejer

Cushings syndrom er en af de mest almindelige hormonsygdomme hos ældre hunde. Tilstanden opstår når hundens krop producerer for meget af stresshormonet kortisol. Dette påvirker hele hundens helbred og livskvalitet på en måde som mange ejere i starten desværre fejlfortolker som normale alderstegn.

Hvad er Cushings syndrom?

Cushings syndrom opstår når de to kirtler der kaldes binyrerne producerer for meget af hundens naturlige hormon kortisol. Binyrerne er to små kirtler der sidder lige ved hundens normale nyrer. Cushings syndrom kaldes også hyperadrenokorticisme på dyrlægesprog.

Kortisol er kroppens naturlige stresshormon. I normale mængder hjælper det hunden med at håndtere eksempelvis fysisk aktivitet, stress og holder immunforsvaret i balance. Men når der er for meget kortisol i kroppen over længere tid opstår der problemer.

De tre hovedtyper af Cushings

Pituitary-afhængig Cushings (85-90% af tilfældene): En lille godartet svulst i hypofysen i hjernen sender for mange signaler til binyrerne. Hypofysen er en ærtstør kirtel der styrer mange hormoner i kroppen.

Adrenal-afhængig Cushings (10-15% af tilfældene): En svulst direkte i binyrerne får dem til at producere for meget kortisol. Denne svulst kan være godartet eller ondartet.

Iatrogen Cushings: Opstår når hunde får kortisol-lignende medicin som prednisolon i længere tid eller i høje doser. Denne form af sygdommen forsvinder når medicinen trappes ned.

Symptomer på Cushings syndrom

Symptomerne på Cushings kommer snigende og udvikler sig langsomt over måneder til år. Mange ejere tænker først det er normale alderstegn.

De klassiske tegn på Cushings

Øget tørst og vandladning: Hunden drikker pludselig meget mere vand og skal oftere ud for at tisse. Nogle hunde begynder at have uheld i huset om natten.

Øget tørst og øget vandladning kan også være tegn på livmoderbetændelse og nyreproblemer, hvorfor en blodprøve ofte bliver anbefalet – mere herom længere nede.

Øget appetit: Hunden virker konstant sulten og tigger mere mad end normalt. Den kan blive meget ivrig når det er spisetid.

Hængebug: Maven bliver stor og hængende fordi bugmusklerne bliver svage. Dette giver hunden et karakteristisk udseende.

Pelsproblemer: Pelsen bliver tynd især på kroppens sider. Det er særligt underpelsen, der falder af. Huden bliver mørk og tynd. Sår heler langsomt og hunden får lettere hudinfektioner.

Andre almindelige tegn

Senere i forløbet ser jeg ofte at hundene bliver mindre aktive og hurtigere trætte. De puster mere end normalt selv ved let aktivitet. Musklerne bliver svagere især omkring hovedet så hunden kan få et indsunket udseende omkring tindingerne.

Tæver holder ofte op med at komme i løbetid. Hanhunde kan få små testikler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Differentialdiagnostik – andre sygdomme der kan ligne Cushings

Mange symptomer på Cushings kan også være tegn på andre sygdomme. Som dyrlæge skal jeg derfor udelukke:

Sukkersyge (Diabetes mellitus): Giver også øget tørst, vandladning og appetit. Blodprøver viser forhøjet blodsukker og sukker i urinen.

Lavt stofskifte (Hypothyreose) (for lidt skjoldbruskkirtelhormon): Kan give pelsforandringer, vægtøgning og træthed. Påvises med skjoldbruskkirteltests.

Leverlidelse: Forhøjede leverenzymer ses både ved leverproblemer og Cushings. Ultralydsscanning og leverbiopsier kan skelne mellem disse.

Normale aldersforandringer: Ældre hunde bliver naturligt mindre aktive og kan få gråt hår. Men sande aldersforandringer giver ikke de ekstreme symptomer som ved Cushings.

Nyresygdom: Giver øget tørst og vandladning, men blodprøver viser forhøjede nyreværdier.

Livmoderbetændelse (Pyometra): Øget drikkelyst og øget tissetrang kan også skyldes andre sygdomme. Hos tæver fra ca. 6 år og op kort efter en afsluttet løbetid er klassisk tegn på livmoderbetændelse.

Derfor tager jeg altid omfattende blodprøver og urinprøver for at udelukke disse tilstande inden jeg konkluderer at det er Cushings.

Hvem får Cushings syndrom?

Cushings syndrom rammer oftest hunde over 6 år. Gennemsnitsalderen er omkring 10-11 år når diagnosen stilles.

Disponerede racer

Nogle racer har højere risiko for at udvikle Cushings:

Små racer (hyppigst pituitary-afhængig Cushing)

  • Dværgpuddel og andre puddel-varianter
  • Dackel
  • Jack Russell terrier
  • Boston terrier
  • Beagle
  • Bokser

Større racer (hyppigst adrenal-afhængig Cushing)

  • Tyske hyrdehunde
  • Staffordshire terrier

Tæver får oftere adrenal-afhængig Cushings end handhunde.

Sådan stilles diagnosen

Når jeg mistænker Cushings hos en hund starter jeg altid med en grundig klinisk undersøgelse og samtale med ejeren om symptomerne.

Blod- og urinprøver

Almindelige blodprøver viser ofte karakteristiske forandringer:

  • Forhøjet kolesterol
  • Forhøjede leverenzymer
  • Forandringer i de hvide blodlegemer
  • Fortyndet urin

Screeningstest

UCCR-test: Dette er en screeningstest hvor vi måler forholdet mellem kortisol og kreatinin i hundens urin. Testen er praktisk fordi den kan laves hjemme – du samler bare urin fra din hund om morgenen og afleverer det samme dag på klinikken.

UCCR er især nyttig som første test når jeg mistænker Cushings, da den er mindre stressende for hunden end blodprøver. Et normalt UCCR-resultat gør Cushings meget usandsynligt.

Testen er dog meget følsom og kan derfor slå ud på andre tilstande også. Det er en betydelig begrænsning at den kan give falske positive resultater hvis hunden er stresset, syg med andre tilstande eller får visse medikamenter.

Derfor skal resultatet altid bekræftes med ACTH-stimulationstest eller LDDST.

Hormontest

For at bekræfte diagnosen bruger jeg specialiserede hormontest:

ACTH-stimulationstest: Hunden får en indsprøjtning der stimulerer binyrerne. Vi måler kortisolniveauet før og efter indsprøjtningen. Testen tager omkring to timer.

Lavdosis dexamethason-suppressionstest (LDDST): Dette er den mest følsomme test til at opdage Cushings. Hunden får en indsprøjtning med dexamethason som normalt skulle sænke kortisolproduktionen. Vi tager blodprøver efter 4 og 8 timer.

Hos normale hunde falder kortisolniveauet. Hos hunde med Cushings forbliver det højt.

Billeddiagnostik

For at finde ud af hvilken type Cushings hunden har kan jeg bruge:

  • Ultralydsscanning af bughulen hvor man måler størrelsen på binyrerne
  • CT- eller MR-scanning af hjernen og/eller bugen

Dette hjælper os med at vælge den bedste behandling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Behandling af Cushings syndrom

De fleste hunde med Cushings behandles med medicin. Kun i sjældne tilfælde anbefaler jeg operation (hos mennesker tror jeg, at det er modsat).

Medicinsk behandling

Trilostane (Vetoryl) Dette er standardbehandlingen i Danmark. Medicinen blokerer et enzym i binyrerne så de producerer mindre kortisol. Hunden skal have medicinen hver dag resten af livet.

Startdosis er typisk 1-3 mg pr. kilo kropsvægt dagligt. Mange hunde har bedst effekt af at få medicinen to gange om dagen.

Mitotane (Lysodren) Bruges sjældnere da det har flere bivirkninger. Medicinen ødelægger dele af binyrevævet.

Monitorering under behandling

Når en hund starter på behandling anbefaler jeg at vi ser den igen efter:

  • 10-14 dage
  • 30 dage
  • 90 dage
  • Derefter hver 3-6 måned

Ved hver kontrol tager jeg blodprøver for at tjekke at medicindosis er korrekt. For lav dosis giver dårlig effekt. For høj dosis kan give farlig lav kortisol.

Kirurgisk behandling

Operation kan være en mulighed hvis:

  • Hunden har en enkelt svulst i en binyre
  • Svulsten ikke har spredt sig
  • Hunden har lav narkoserisiko i øvrigt

Operationen er teknisk vanskelig og kræver en erfaren kirurg. Risikoen er 10-25% så jeg anbefaler det kun i specielle tilfælde.

Prognose og forventet levetid

Med korrekt behandling kan de fleste hunde med Cushings leve et godt liv i flere år.

Overlevelstid med behandling

Pituitary-afhængig Cushings

  • Medicinsk behandling: 2-2.5 års gennemsnitlig overlevelse
  • Kirurgisk fjernelse af hypofysesvulst: 2-5 års overlevelse

Adrenal-afhængig Cushings

  • Godartet svulst fjernet kirurgisk: Normal levetid hvis operationen lykkes
  • Ondartet svulst: 1.5-2 års overlevelse
  • Medicinsk behandling: Omkring 1 års overlevelse

Prognostiske faktorer

Hunde under 15 kg og under 13 år har generelt bedre prognose – det vil sige at sandsynligheden for at de klarer sig godt i længere tid er højest. Hunde der får kontrolleret go justeret deres medicindosis har ofte bedre langtidsresultater.

Ubehandlet Cushings forkorter hundens liv betydeligt. Mediansoverlevelsen for ubehandlede hunde er kun omkring 506 dage sammenlignet med behandlede hunde hvor mediansoverlevelsen ikke blev nået i studier – altså under 1,5 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Livskvalitet og daglig pleje

Som ejer af en hund med Cushings kan du gøre meget for at forbedre din hunds livskvalitet:

Daglig rutine: Hold fast i faste spisetider og medicintidspunkter. Giv trilostane sammen med mad for bedst optagelse.

Kost og vægt: Mange hunde med Cushings tager på. Brug et kvalitetsfoder med moderat fedtindhold og kontroller portionsstørrelser nøje. Undgå for mange godbidder.

Motion: Start forsigtigt med korte gåture og øg gradvist. Undgå overanstrengelse da hunde med Cushings lettere bliver trætte.

Hudpleje: Huden bliver skrøbelig, så vær forsigtig med børstning. Tjek regelmæssigt for sår eller infektioner. Hold hunden væk fra skarpe grene og ru overflader.

Stressreduktion: Stress kan forværre symptomerne. Hold hunden i vante omgivelser og undgå store ændringer i rutinen.

Vandforsyning: Sørg altid for frisk vand tilgængeligt, da hunden drikker meget. Regn med flere toiletbesøg.

Overvågning: Før dagbog over appetit, vandindtag, energiniveau og eventuelle forandringer. Dette hjælper mig ved kontrolbesøgene.

Mulige komplikationer

Cushings syndrom påvirker mange organsystemer og kan give alvorlige komplikationer hvis det ikke behandles.

Hjerte-kar-problemer

30-85 % af hunde med Cushings udvikler forhøjet blodtryk. Dette belaster hjertet og kan skade nyrerne over tid.

Infektioner

Det høje kortisolniveau svækker immunforsvaret. Hunde med Cushings får lettere:

  • Hudinfektioner
  • Urinvejsinfektioner
  • Øre-infektioner
  • Tandkødsproblemer

Diabetes

Omkring 10 % af hunde med Cushings udvikler diabetes. Høj kortisol gør det sværere for kroppen at bruge insulin korrekt.

Andre komplikationer

Vi ser også øget risiko for:

  • Blodpropper i lungerne
  • Galdesten
  • Betændelse i bugspytkirtlen
  • Muskel- og ledsmerter

Hvad kan du forvente under behandling

De første tegn på bedring ser jeg normalt efter 1-2 uger. Hunden drikker og tisser mindre (altså mere normalt). Appetitten bliver mere normal.

Tidslinje for bedring

Første 2 uger

  • Mindre tørst og vandladning
  • Mere normal appetit
  • Bedre energi

1-3 måneder

  • Muskeltoning vender tilbage
  • Hængebugen bliver mindre
  • Huden begynder at forbedres

3-6 måneder

  • Pelsen begynder at gro tilbage
  • Hudfarven normaliseres
  • Muskelstyrken er næsten normal

Vigtigt at huske

Medicinen kurerer ikke Cushings men kontrollerer symptomerne meget effektivt. Hvis du stopper medicinen kommer symptomerne tilbage inden for få dage.

Sig altid til hvis du ser tegn på:

  • Manglende appetit
  • Opkastning eller diarré
  • Ekstrem træthed
  • Svaghed eller rystelser

Dette kan være tegn på for høj medicindosis.

Økonomi: Hvad koster Cushings udredning og behandling?

Behandling af Cushings syndrom er en betydelig udgift. Det er vigtigt at kende omkostningerne på forhånd.

Første udredning og diagnose

Indledende udredning (første besøg og test):

  • Dyrlægekonsultation og klinisk undersøgelse: 600-800 kr
  • Blod- og urinprøver (grundpakke): 1200-2500 kr
  • ACTH-stimulationstest og/eller LDDST: 1200-1800 kr
  • Eventuel ultralydsscanning: 1500-3000 kr

Det vil sige at du skal regne med ca. 5000-8000 kr for at få en sikker diagnose stillet.

Løbende behandlingsomkostninger

Trilostane medicin (Vetoryl):

  • 10 mg kapsler: ca. 15-20 kr pr. kapsel
  • 30 mg kapsler: ca. 35-45 kr pr. kapsel
  • 60 mg kapsler: ca. 60-75 kr pr. kapsel

En 20 kg hund bruger typisk 60 mg dagligt. Det koster 60-75 kr om dagen eller 1800-2250 kr om måneden.

Kontroller:

  • ACTH-test hver 3-6 måned: 1200-1800 kr
  • Dyrlægekontrolbesøg: 400-600 kr
  • Blodprøver: 500-800 kr

Årlige omkostninger til kontroller: 4000-7000 kr

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvornår skal du kontakte dyrlægen

Kontakt din dyrlæge hvis din hund pludselig:

  • Drikker og tisser meget mere end normalt
  • Får hængebug eller mister muskelmasse
  • Får pelsproblemer eller hudforandringer
  • Bliver meget træt eller puster mere end normalt
  • Får gentagne infektioner

Tidlig diagnose giver bedre behandlingsmuligheder og bedre livskvalitet for din hund.

Forebyggelse

Du kan ikke forebygge Cushings da de skyldes svulster. Den eneste form du kan påvirke er iatrogen Cushings der skyldes medicin.

Hvis din hund får prednisolon eller andre kortisol-lignende medikamenter er det vigtigt:

  • At følge dyrlægens anvisninger nøje
  • Aldrig at stoppe medicinen pludseligt
  • At bruge den laveste effektive dosis
  • At trappe medicinen ned langsomt når behandlingen skal stoppes

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konklusion

Cushings syndrom er alvorlig men en sygdom der kan behandles. Med den rette medicin og regelmæssige kontroller kan de fleste hunde leve et godt liv i flere år efter diagnosen.

Det vigtigste er at opdage sygdommen tidligt. Hvis du ser de karakteristiske symptomer skal du ikke vente med at kontakte din dyrlæge. Jo tidligere vi starter behandlingen jo bedre bliver resultatet for din hund.

Som dyrlæge ved jeg at diagnosen kan virke overvældende i starten. Men med den rette behandling og opfølgning ser jeg mange hunde der får det meget bedre og kan nyde livet sammen med deres familie i mange år fremover.

Du bør også se…

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *