CBD-produkter til kæledyr har fået meget opmærksomhed de sidste år. Mange dyreejere spørger mig om CBD kan hjælpe deres hund eller kat med smerter, angst eller andre helbredsproblemer. Jeg får disse spørgsmål ugentligt på klinikken.
Sandheden er dog at forskningen bag stadig er lidt tyndbenet, og at nogle studier (til trods for spændende resultater) er baseret på meget små grupper hunde. Der findes lovende undersøgelser på flere områder og der er vigtige sikkerhedsspørgsmål du skal kende til.
Hvad er forskellen mellem CBD og THC?
CBD (cannabidiol) og THC (tetrahydrocannabinol) kommer begge fra cannabisplanten. Men de virker meget forskelligt i kroppen.
THC er det stof der giver den euforiserende virkning. For dyr kan THC være direkte giftigt. Selv små mængder kan give alvorlige forgiftningssymptomer hos hunde og katte.
CBD menes ikke at være euforiserende. Forskning viser at dyr tolererer CBD bedre end THC. Men det betyder ikke at CBD er helt uden risiko.
Når du ser CBD-produkter til dyr skal de indeholde mindre end 0,2% THC for at være sikre. Dette er et EU-krav, men kontrollen med produkterne er begrænset og du kan altså risikere at købe noget, der er giftigt for din hund, hvis leverendøren har styr på sagerne.
Virker CBD rent faktisk til kæledyr?
De bedste undersøgelser kommer fra amerikanske veterinære forskningscentre. Her er hvad vi ved indtil nu:
Gigt og kroniske smerter
Nogle studier viser at CBD kan have en god effekt på gigtsmerter, men forskningen på området er desværre yderst mangelfuld. Selvom resultaterne er lovende, skal vi stadig være forsigtige med at konkludere for meget.
Colorado State University og Cornell University har lavet de mest omfattende studier. Forskerteamet gav 16 hunde med bekræftet gigt 2 mg CBD pr. kg kropsvægt to gange dagligt i 4 uger.
Resultatet var lovende: Over 80% af hundene viste målbar forbedring i smertevurdering. Ejerne rapporterede øget aktivitet og bedre mobilitet. Samtidig målte forskerne ingen signifikante bivirkninger i studieperioden.
Vi skal dog være forsigtige med at lægge for meget vægt i resultatet, da den undersøgte gruppe var meget lille. At noget virker godt på 16 amerikanske hunde, er ikke det samme som at det virker godt på alle danske hunde.
Desuden var studiet lavet som “open label”, hvilket vil sige at både forskerne og ejerne vidste at deres hunde fik CBD. De kan måske have læst en effekt som de ønskede at se ind i vurderingen af hundene. Der er altså ikke taget højde for placebo effekten.
Et større systematisk review fra 2023 samlede data fra flere mindre studier. Konklusionen var at CBD “muligvis” kan reducere smerter ved gigt hos hunde. Men forskerne understregede at evidenskvaliteten stadig er “meget lav” ifølge internationale standarder.
Når jeg ser hunde med kroniske ledsmerter på klinikken er billedet ofte komplekst. Gigt hos hunde påvirker ikke bare leddene, men hele dyrets livskvalitet og aktivitetsniveau.
De etablerede behandlinger vi har – som eksempelvis carprofen, meloxicam og andre NSAID-præparater – har årtiers dokumentation bag sig. Vi kender deres virkning, bivirkninger og hvordan vi overvåger sikkerheden. Samtidig er produkterne kontrolleret af de danske medicinmyndigheder, så sikkerheden er høj.
CBD kan måske blive et supplement til disse behandlinger. Men lige nu erstatter det ikke vores eksisterende muligheder.
Cornell-studiet kan læses i Frontiers in Veterinary Science: “Pharmacokinetics, Safety, and Clinical Efficacy of Cannabidiol Treatment in Osteoarthritic Dogs” (2018)
“Efficacy and safety of cannabidiol for the treatment of canine osteoarthritis: a systematic review and meta-analysis of animal intervention studies” (2023) er publiceret i Frontiers in Veterinary Science.
Epilepsi og kramper
Her har vi de mest solide forskningsresultater indtil nu. To større kontrollerede studier har specifikt undersøgt CBD som tillægsbehandling til hunde med svær epilepsi.
Det første studie fra Colorado State University i 2019 fulgte 26 hunde med kronisk idiopatisk epilepsi i 12 uger. Hundene fik 2,5 mg CBD pr. kg kropsvægt to gange dagligt oven i deres normale epilepsimedicin som phenobarbital eller kaliumbromid.
Resultatet var en gennemsnitlig reduktion i anfaldshyppighed på 33%. Det vil sige at hundene gik fra eksempelvis 3 anfald om måneden til 2 anfald om måneden.
Det nyere studie fra 2023 var endnu større og mere omfattende. Her fulgte forskerne 51 hunde i et dobbeltblindet crossover-studie over 16 uger. Hundene fik enten 9 mg CBD pr. kg dagligt eller placebo – igen som tillæg til eksisterende epilepsimedicin.
Dette studie viste en reduktion på 24% i antallet af anfaldssdage sammenlignet med placebo-perioden.
CBD erstattede aldrig den almindelige epilepsimedicin. Alle hunde fortsatte med deres phenobarbital eller levetiracetam gennem hele forløbet.
Omkring 15% af hundene i studierne oplevede øget træthed eller mild diarre. Ingen alvorlige bivirkninger blev rapporteret.
Referencer: McGrath et al. (2019) Journal of the American Veterinary Medical Association og Rozental et al. (2023) Journal of Veterinary Internal Medicine
Kløe og allergisk betinget hudproblemer
Her er forskningen mere sparsom, men der findes et interessant studie fra 2021.
Forskere fra University of Kentucky undersøgte CBD-creme til hunde med atopisk dermatitis. Dette er den samme type allergisk hudlidelse som jeg ofte ser på klinikken hos hunde med græsallergi eller fødeallergi.
I studiet fik 17 hunde påført CBD-creme på de mest påvirkede hudområder i 4 uger. Forskerne målte både kløegrad og hudens tilstand før og efter behandlingen.
Resultaterne viste:
- 65% af hundene fik mindre kløe
- Hudrødme blev reduceret hos de fleste hunde
- Ingen alvorlige bivirkninger på huden
Men studiet havde også begrænsninger. Det blev udført på en meget lille gruppe hunde og uden kontrolgruppe. Og hundene fik stadig deres almindelige allergibehandling samtidig.
Jeg ser nogle gange ejere der har prøvet CBD-produkter på deres hunds hud. Enkelte fortæller om forbedring, men det er svært at vide om det skyldes CBD eller andre faktorer.
Hvad vi mangler at vide: Vi kender ikke de optimale koncentrationer af CBD i hudcremer. Vi ved heller ikke om CBD virker bedre end eksisterende behandlinger som kortison-cremer eller antihistaminer.
Reference: Della Rocca G, Di Salvo A. Oral administration of CBD-rich hemp extract in dogs with osteoarthritis and dermatitis. Veterinaria. 2021;35(4):7-15.
Angst og stress
CBD kan muligvis have en begrænset effekt på akut stress, men der er ikke undersøgt om der kan være en langtidseffekt på angst og adfærdstræning hos hunde og katte – jeg kan altså ikke rådgive hverken for eller imod.
Forskningsresultaterne for CBD mod angst hos hunde er begrænset og varierende. Der findes få kontrollerede studier på dette område.
Det mest citerede studie kommer fra Waltham Petcare Science Institute fra 2023. Her gav forskerne 83 hunde en enkelt dosis på 4 mg CBD pr. kg kropsvægt. Studiet målte fysiologiske stressmarkører som cortisol og hjerterytme.
Resultaterne viste at 83% af hundene havde reducerede stressniveauer målt på disse parametre. Men studiet varede kun én dag og målte ikke den faktiske adfærd over tid.
Muligvis skyldes dette blot den sløvende effekt på hjernen og dermed ikke en egentlig stress-reduktion.
Et andet studie fra University of Kentucky testede CBD mod fyrværkeri-angst hos hunde. Her fandt forskerne ingen signifikant forskel mellem CBD og placebo. Hunde der fik anti-angstmedicinen trazodone havde derimod klar bedring.
Som dyrlæge ser jeg ofte hunde med angstproblemer. Men baseret på den begrænsede forskning kan jeg ikke anbefale CBD som førstehåndsbehandling for angst.
Kilder: Waltham Petcare Science Institute fra 2023 og CBD noise anxiety dogs Kentucky, University of Kentucky

Kræft og kvalme
Når det kommer til kræftbehandling og kvalme er billedet mere komplekst end mange tror.
Laboratoriestudier har vist at CBD kan påvirke kræftceller i petriskåle og hos forsøgsdyr. Men der er et kæmpe spring fra laboratorieforsøg til klinisk virkning hos syge hunde og katte.
Faktisk findes der endnu ingen publicerede randomiserede studier der dokumenterer CBD’s effekt mod kræft hos kæledyr. Det fremgår tydeligt af den systematiske oversigtsartikel “Use of cannabis in the treatment of animals” fra 2022, som gennemgik al tilgængelig forskning på området.
For kvalme ved kemobehandling er resultaterne skuffende. De få studier der har undersøgt dette fandt ingen dokumenteret forbedring af kvalme eller opkast hos hunde der fik CBD sammen med kemoterapi.
Det betyder ikke at CBD aldrig kan have en lindrende effekt. Men som dyrlæge må jeg være ærlig: Vi har ikke videnskabeligt bevis for at CBD virker mod kræft eller kemorelateret kvalme hos dyr.
Jeg ser nogle gange ejere til kræftsyge dyr bruge CBD som del af den lindrende behandling. Det kan jeg forstå ud fra et følelsesmæssigt perspektiv. Men jeg kan ikke anbefale det som dokumenteret kræftbehandling eller mod kvalme.
For kvalme ved kemobehandling har vi andre veldokumenterede muligheder som maropitant eller ondansetron. Disse lægemidler har gennemgået grundige sikkerhedsstudier og har påvist effekt.
Er CBD sikkert for hunde?
De fleste studier viser at CBD tolereres godt af hunde. Men der er bivirkninger du skal være opmærksom på:
Almindelige bivirkninger
- Træthed og søvnighed (36% af hunde i studier)
- Nedsat appetit
- Mild diarre
- Øget tørst
Levertal-stigning
En stigning af levertalene er den vigtigste bivirkning at følge. Studier viser at CBD kan påvirke leverenzymerne ALP (alkalisk fosfatase).
I de fleste tilfælde stiger tallene kun lidt. Men det er grunden til at jeg anbefaler regelmæssige blodprøver hvis din hund får CBD længere tid.
Medicin-interaktioner
CBD påvirker leverens nedbrydning af andre lægemidler. Det betyder at CBD kan forstærke eller svække både virkningen og bivirkninger af anden medicin.
Er din hund på epilepsimedicin, hjertemedicin eller smertestillende? Så skal du tale med din dyrlæge før du starter CBD.
Forskel på hunde og katte
Vi ved meget mindre om CBD til katte. De få studier der findes viser at katte nedbryder CBD hurtigere end hunde.
Det betyder at katte sandsynligvis skal have hyppigere doser… men vi kender ikke de sikre doseringsintervaller endnu.
Hvad siger den danske lovgivning?
Reguleringen af CBD-produkter til dyr i Danmark er kompleks og involverer flere myndigheder.
Fødevarestyrelsens position
Fødevarestyrelsen skelner klart mellem hampefrøolie og CBD-olie til dyr. Hampefrøolie kan markedsføres som foder til dyr, men det kan CBD-olie, da det indeholder CBD i større koncentration end hvad der er muligt ved presning af hampefrø. CBD er klassificeret som et ikke-godkendt fodertilsætningsstof (kilde).
Som Trine Fogh Møller, specialkonsulent i Fødevarestyrelsens afdeling for Direktion & Presse, forklarer: “I EU er der ingen, der har søgt om godkendelse af CBD-olie som fodertilsætningsstof, og derfor er det forbudt at bruge det i foder. Kæledyr og andre dyr må derfor ikke fodres med CBD-olie.”
Lægemiddelstyrelsens vurdering
Lægemiddelstyrelsen vurderer individuelt om produkter med cannabinoider er lægemidler. “Hvis olien indeholder aktive stoffer som THC og CBD i et omfang, som har en virkning på kroppen, eller hvis den skal bruges til behandling af sygdom, så vil den sandsynligvis blive vurderet som et lægemiddel.“
Der findes endnu ingen CBD-produkter godkendt specifikt til dyr som veterinærmedicin i Danmark.
Lægemiddelstyrelsen pointerer at: “Det er som udgangspunkt ikke strafbart at købe ulovlige lægemidler i Danmark til eget forbrug. Vi håndhæver reglerne over for virksomhederne – ikke over for borgerne, der køber produkterne i DK.”
Hvad med produkter fra udlandet?
Mange hjemmesider sælger CBD-produkter til danske kunder. Men køber du fra udlandet risikerer du:
- Produkter med ukontrolleret indhold
- Varierende kvalitet mellem batches
- Højere THC-indhold end angivet
- Produkter uden veterinær dosevejledning
En amerikansk undersøgelse fandt at kun 32% af kommercielle CBD-produkter indeholdt den angivne mængde CBD.
Produkterne på markedet er ikke kontrolleret eller doseret til veterinær brug. Som dyreejer køber og bruger du derfor produkter på eget ansvar.
Dosering og administration – hvad viser forskningen?
De studier jeg har gennemgået bruger typisk 2-5 mg CBD pr. kg kropsvægt dagligt. Dette gives normalt fordelt på to doser.
For en hund på 20 kg betyder det 40-100 mg CBD om dagen.
Men dosering er et komplekst emne. Faktorer som hundens alder, helbredstilstand og anden medicin påvirker den rigtige dosis.
Når dyreejere spørger mig om CBD
Jeg forstår godt hvorfor ejere søger efter CBD. Især når deres dyr har kroniske smerter eller andre vedvarende problemer.
Min tilgang er at være ærlig om både mulighederne og begrænsningerne:
- CBD kan muligvis hjælpe med visse tilstande som kroniske smerter og epilepsi. Forskningen peger i den retning.
- Men vi ved stadig for lidt om langtidssikkerhed, interaktioner med anden (nødvendig) og optimal dosering.
- Det juridiske aspekt gør det svært at give konkrete anbefalinger i Danmark lige nu.
Hvad jeg foreslår i stedet
For smertebehandling har vi mange dokumenterede muligheder: NSAID-præparater, fysioterapi, vægtregulering og andre tiltag.
For angst kan vi bruge adfærdstræning, miljøændringer og i nogle tilfælde angstmedicin.
Disse metoder har solid dokumentation bag sig… og vi kender de præcise doser og bivirkninger.
Min konklusion som praktiserende dyrlæge
CBD viser lovende resultater for nogle specifikke tilstande hos kæledyr. Men vi befinder os stadig i den tidlige fase af forskningen.
Som dyreejer skal du være opmærksom på:
- CBD er ikke et vidundermiddel
- Bivirkninger kan forekomme
- Lovgivningen begrænser adgangen til sikre produkter
- Alternativ behandling findes for de fleste tilstande
Mit råd er at tale åbent med din dyrlæge om dine bekymringer for dit dyr. Vi har ofte flere behandlingsmuligheder end du måske tror.
Og skulle du overveje CBD så gør det aldrig uden veterinær opfølgning. Dit dyrs sikkerhed kommer først.
