Mine svar til din OSO opgave om at være dyrlæge

Fra tid til anden bliver jeg spurgt om forskellige dele af dyrlægelivet til en OSO-opgave i skolen.

Jeg har svaret på det fleste af spørgsmålene her.

Mangler du svar på et specifikt spørgsmål kan du skrive til mig her…

Jeg regner med, at du nævner SpørgDyrlægen.dk som kilde og jeg vil meget gerne se dit færdige resultat, hvis jeg må. Det kan du også sende her…

Hvordan bliver man dyrlæge?

For at blive dyrlæge skal du efter 9-10 kl. tage en gymnasial eksamen (eks. studentereksamen, HF, HHX eller HTX) med dansk på A-niveau, engelsk på B-niveau, matematik på A-niveau sammen med kemi, fysik eller biologi. Du kan evt. tage det på suppleringskursus. Efter optagelsen på veterinærstudiet skal du gennemføre en bachelor og derefter kandidaten for at blive dyrlæge. Derfra modtager du autorisationen fra fødevarestyrelsen. Samlet tager uddannelse 5,5 år.

Selv er jeg matematisk student og har altid været glad for matematik og fysik. De sproglige fag og historie trak dog nok ned til, at mit gennemsnit ikke blev godt nok til en optagelse direkte. Som mand skal man jo også lige aftjene værnepligt, og jeg ville på højskole, så jeg havde et par udviklingsår inden jeg startede på studiet.

Vi VILLE bare være dyrlæge, så for at skaffe nok point til optagelse på kvote 2 læste jeg et år kemi og biologi på Århus Universitet og blev optaget på dyrlægeuddannelsen i 2001

Hvorfor kan du godt lide at være dyrlæge?

At være dyrlæge er en spændende kombination af at bruge sit hoved, sine hænder og sit hjerte.

Jeg skal bruge mine hænder til at undersøge mine patienter, da de ikke kan tale selv. Jeg må derfor mærke mig frem. Jeg skal desuden, som mange andre dyrlæger, operere, lægge forbindinger og tage prøver. Det er et håndværk, men bruger sine hænder til.

Uden et godt hoved, kommer man ikke langt som dyrlæge. Der er selvfølgelig nogle tunge bøger, der skal læses, men man skal også kunne sætte i det i anvendelse. Som dyrlæge skal man vide en masse om biologi og sygdomme, som man skal kunne bruge i sin hverdag. Personligt synes jeg den slags faglige og mental udfordringer sygdomme og kirurgi giver, er spændende.

Den måske nok vigtigste opgave for en dyrlæge, handler slet ikke om dyrene. Vi skal nemlig være god til at tale med kæledyrenes ejere og forstå, hvad de ønsker af os dyrlæger. Uden en forståelse for og interesse i andre mennesker og følelser bliver man aldrig god til at arbejde på en smådyrsklinik.

Dertil kommer at, uddannelsen til dyrlæge er meget bred, så man har mange muligheder for at få job, der spreder sig langt ud over et liv i en dyrlægepraksis. Så skulle livet en en dyrlægepraksis alligevel ikke være det rigtige, kan man få mange spændende udfordringer med forskning, forsøgsdyr, medicin og fødevare.

Hvad er det sværeste ved at være dyrlæge?

Mange tænker at den sværeste opgave som dyrlæge må være at aflive nogens kæledyr. Jeg synes bestemt ikke det er en nem opgave (se mit svar længere nede), men der er noget, der er sværere.

Vores vigtigste opgave som dyrlæger er at forstå dyrene og deres ejere. At være god til kommunikere med begge, forstå hvad de ønsker og samtidig binde det sammen med hvad der er det mest fagligt korrekt at gøre en en drønsvær opgave.

Jeg øver mig hver dag i at blive bedre til at lytte, til at forstå og forklare om dyrenes sygdomme.

Hvad er den værste opgave en dyrlæge har?

Det er oplagt at tro at aflivninger, må være det værste for en dyrlæge. Som jeg skriver længere nede, er det faktisk ikke det værste. Det er bestemt hverken nemt eller sjovt, men det giver ofte rigtig god mening i situationen.

Det overrasker mange, at der er så meget afføring, opkast, blod og betændelse i vores fag. Nok får vi tid til at nusse og hygge om dyrene, men når de er syge og har det skidt, tager andre opgaver over.

Vi skal løse dyrene problemer, og det kræver blandt andet også at vi må tage blodprøver på dyr der er bange og ikke har lyst. Vi skal fjerne en flækket klo der gør ondt. Skære hul på en byld. Rykke en flækket tand ud og tørre op når de har skidt diarre ud på gulvet og brækket sig i buret.

Vi laver heldigvis meget andet end det, men disse opgaver er dem, jeg allermindst har lyst til.

Hvordan er det at aflive et dyr?

I nogle tilfælde er en aflivning den meste rigtige for et dyr og dens mennesker. Det er altså også en måde at hjælpe et dyr med dets lidelser.

En aflivning af et kæledyr foregår ved, at man først bedøver dyret, og først når det sover, giver man den aflivende sprøjte.

Det foregår altså helt stille og roligt og uden smerte for dyret.

I langt de fleste tilfælde aftaler jeg som dyrlæge en aflivning med ejeren fordi det er den bedste løsning på en sygdom eller et problem kæledyret har. Det kan både være ved alvorlig skade, men også ved mindre akutte sygdomme. Eksempelvis er slidgigt ofte svært for ejere at vurdere. Sygdommen kommer langsomt over lang tid og selvom man godt kan mærke at ens kæledyr er blevet langsomt gående, er det svært at vide, hvornår nok er nok.

Det må vi som dyrlæger hjælpe med, og kan vi eksempelvis ikke lindre smerte tilpas meget med medicin, kan det bedste løsning være en aflivning.

Der kommer selvfølgelig en masse store følelser i spil, når man skal sige farvel til et kæledyr, og jeg tror ofte det hele er langt værre for ejerne end det er for dyrlægen.

På den ene side skal man som dyrlæge ikke bare prøve at lukke sine egne følelser ude, og lade som om man ikke bliver berørt. På den anden side kan og skal man ikke tage ansvar for ejerens følelser, men det kræver mod at være tilstede sammen med mennesker i sorg, der er kede af det og måske har dårlig samvittighed, er vrede eller oprørte.

Så for mig kræver det først og fremmest mod til at være til stede, selvom følelserne er svære, og vise at det er okay, at være ked af det.

Er der en grænse for hvilke dyr man som dyrlæge behandler?

Der er ikke nogen objektiv grænse for hvilke dyr man som dyrlæge kan tage i behandling. Det kan den enkelte dyrlæge afgøre med sig selv ud fra hvilke interesse man har og hvilke muligheder ens arbejdsplads tilbyder.

Nogle dyrlæger passer på den vilde fauna og tager sig af dyrene i den danske natur. Nogle dyrlæger rejser ud i verden og tager sig af eksotiske dyr. Andre igen vælger produktionsdyr som svin, kvæg, får, fisk og høns.

Selv har jeg kastet min interesse på kæledyr, eller selskabsdyr som de bliver kaldt. Det er for langt det meste hunde, katte, kaniner og marsvin, men jeg ser af og til også på stuefugle, hamstere, mus og rotter. Nogle mennesker holder også chinchilla eller fritter (ildere), men dem ser jeg kun meget sjældent. Selvom folk, der holder skildpadder, slanger og andre krybdyr også bruger dyrlæger, ser jeg dem ikke normalt i klinikken, da jeg har meget lidt forstand på dem og derfor sender dem videre til kollegaer, der ved mere om de særlige dyr.

Som dyrlæge er vi uddannet til at tage os af dem alle sammen.

Med andre dyr, der normalt ikke holdes i fangenskab, vil det ofte være biologer, der kan hjælpe mest. Det kan eksempelvis være alt fra hvaler og vilde fugle til insekter, sommerfugle og orme. Grunden til at biologer ved mest på disse områder er, at vi ofte forstår disse vildtlevende dyr gennem deres bosteder og levevis, mere end vi undersøger de enkelte dyr (eller orm). Dog ville vores brede biologiske uddannelse ikke være noget skidt udgangspunkt, hvis interesse skulle gå i den retning.

Hvad tænker dyrlæger mest på penge eller at hjælpe dyrene?

En god dyrlæge tænker mest på at hjælpe dyrene, men en rigtig, rigtig god dyrlæge får begge dele til at gå op.

Faktisk kan det godt være en udfordring for mange dyrlæger at de kun tænker på at hjælpe dyrene og glemmer at tænke på pengene. Hvis man som dyrlæge ikke også tænker på pengene, kan der opstå to problemer.

For det første er dyreklinikker private og ikke offentlige ligesom sygehusene. Det vil sige at en dyreklinik skal tjene penge på samme måde som et supermarked eller en bilmekaniker. Selvom supermarkedet sikker gerne vil hjælpe dem der er sultne, mekanikeren gerne hjælpe dem, der ikke har råd til en bil og dyrlæge gerne vil hjælpe et sygt dyr, selvom dets ejer ikke har ret mange penge, skal forretningen alligevel løbe rundt.

Hvis en dyrlæge ikke tager en passende betaling for sit arbejde, kan dyreklinikken ikke eksistere. Så hvis en dyreklinik ikke bliver drevet som en god forretning, må den lukke, og så kan man være nok så god og sød som dyrlæge. På den måde kan man så slet ikke hjælpe nogen. Det er selvfølgelig et problem, hvis man som dyrlæge kun tænker på at tjene penge og ikke tænker på dyrene eller dets ejere. Det er dog hurtigt noget, der rygtes og så har man pludselig heller ikke nogen dyreklinik.

Det andet problem opstår hvis man som dyrlæge udelukkende tænker på dyrene og hvad der står i bøgerne er den korrekte behandlingen, men glemmer at snakke med ejeren om prisen. Vi kan som dyrlæger hurtigt komme frem til at to blodprøver, et røntgenbillede og en indlæggelse er det bedste og mest korrekte at gøre, men hvis ejeren ikke synes det samme, har vi et problem. Hvis ejeren ikke har en forsikring, og gerne vil hjælpe sit kæledyr, men ikke har råd til alle tests, må man som en dygtig dyrlæge finde den bedst mulige løsning, der er god for alle.

En dygtig dyrlæge får altså hensynet til dyrene til at gå op med pengene så både forretningen løber rundt, dyrene er sunde og ejeren er tilfreds.