Engelsk Bulldog halter på bagben, kan det være vokseværk?

Engelsk Bulldog halter på bagben, kan det være vokseværk?

Engelsk bulldog hvalp halter bagben. Kan det være vokseværk eller dysplasi

Vores engelske bulldog er begyndt at halte på et bagben og vi er nu bekymret for om det kan være vokseværk….

(Udgivet januar 2015, senest opdateret januar 2019)

Mig og min kæreste har os en Engelsk Bulldog, han er 4,5 måned. Han har for et par dage siden begyndt og halte på sit venstre bag ben, vi har en idé om det måske kunne være vokseværk.
Så en dag da han lå på ryggen/sit “dårlige” ben og han prøvede at ligge sig over på den anden side, altså ryggen/det “gode” ben, så begyndte han bare at pive rigtig meget.
Vi ved ikke om det er vokseværk eller det er noget meget værre som hofte dysplasi?
Vi lader ham lige slappe af et par dage inden vi tager til dyrlægen hvis det nu bare viser sig at være vokseværk.
Ville høre om det med at ligge på ryggen måske kan have noget med vokseværk at gøre eller dysplasi at gøre?

Venlig hilsen Jack Almskov

Oplyst: 4½ måneder gammel Engelsk Bulldog

 

Vokseværk findes ikke

Vokseværk som vi kender det fra mennesker, findes ikke hos hunde. Det er oplagt at tro og nogle dyrlæger bruger også ordet, så det er svært at vide, men jeg synes ikke I skal se tiden an.

Når en hund halter konsekvent og til med piver, bør han blive undersøgt. Det kan godt vise sig at være ufarligt og noget, der hurtigt går over, men det kan man ikke gå ud fra.

 

Alternativer til vokseværk

Ordet bliver oftest brugt om knoglemarvsbetændelse (kaldes også Panostitis).

Panostitis er en harmløs, men smertefuld lidelse. Det forsvinder af sig selv, men kan give smerter i lang tid og hunden bør have passende smertestillende. Det er dog usædvanligt for Engelsk Bulldog at få. Vi ser det oftere hos de store racer med lange ben.

Du nævner selv hoftedysplasi som en mulighed og det er da også langt mere oplagt for racen. Jeg kan ikke stille diagnosen uden at undersøge din hund og eventuelt tage et røntgenbillede.

Det kan være fornuftigt at snakke med din dyrlæge, når du har de bekymringer.

 

Smerter i led og sener

En ung hund med gang i, kan nemt overbelaste led, muskler og ledbånd. Den slags “sportsskader” er ikke ualmindelige hos hunde og især hvis de er lidt for tunge.

Den milde slags går ofte over af sig selv, men det kan være rart for hunden at få noget smertestillende i perioden.

Det er fornuftigt at I holder ham i ro og din dyrlæge kan give dig nogle øvelser til stræk og en slags genoptræning. Det vigtigste er dog at udelukke andre mere alvorlige skader først.

 

Her vil du snart kunne få en tjekliste

Her vil du snart kunne få en tjekliste til om din hund er sund og rask.

 

About the Author

Søren Drimer Pejstrup har været dyrlæge i over 10 år og brænder for at hjælpe hunde og katte til et lang og sundt liv. Det er Sørens og Spørg Dyrlægens mission at øge vores kæledyrs livskvalitet igennem viden og formidling. Har du fået svar på dine indledende spørgsmål her, kan du fokusere på de svære ting hos dyrlægen - mere viden giver mere tryghed, bedre behandling og sundere dyr!

Leave a Comment:

Leave a Comment: