Min hund er pludselig blevet blind. Hvad kan det være?

Min hund er pludselig blevet blind. Hvad kan det være?

Min hund er pludselig blevet blind. Han er begyndt at gå ind i ting. Han har længe haft en blålig hinde i øjnene, men det er pludseligt blevet værre med hans syn…

Hej dyrlæge

Min hund er begyndt at gå ind i ting. Han har længe haft en blålig hinde i øjnene, som vi bare troede var stær, men nu er han inden for kort tid begyndt at ramle i stoleben og dørkarmen ind til soveværelset, hvor han plejer at sove. Han bliver lidt forskrækket når han nærmer sig noget. Jeg tror han føler sig frem med knurhårene.

Helst ligge hos en af os og sover meget efterhånden, men han er jo også ved at blive gammel, men ellers virker han frisk nok og spiser som han plejer.

Venlig hilsen Martine Knudsen

 



Grå stær (katarakt) eller blålig hinde

Grå stær kan godt gøre hunde blinde, men den blålige hinde, du har set, er næsten med sikkerhed noget andet. Grå stær er nemlig helt grå eller marmoragtig i farven.

Den blålige hinde er en normal forandring i øjets linse, som vi ofte ser hos ældre dyr over 8 år. Det er en slags forkalkning af linsen, der giver farven, men hunden bliver aldrig helt blind. Det kan måske sløre synet en smule, men ikke nok til at hunden pludselig bliver blind.

Er din hund helt grå i begge øjne er den sensynligvis blind, men det kommer ofte mere i det ene øje end det andet og det kommer i hvert fald ikke pludseligt. Grå stær skyldes ofte en mere langsommelig proces.

 

Nethindeløsning hos hund

Hunde kan blive pludseligt blinde af akut nethindeløsning, men det er ikke så almindeligt. For at hunden skal blive helt blind, skal det også opstå i begge øjne samtidig.

Jeg har set tilfælde, hvor en hund er startet med at få nethindeløsning i det ene øje, men da hunden stadig kunne se på det andet opdagede man ikke noget. Først da hunden fik nethindeløsning på det andet øje blev hunden helt blind.

Nethindeløsning kommer dog ofte af en eller anden årsag. Det kan være forhøjet blodtryk eller et slag. Man ved altså ofte at der er sket noget andet, vi skal reagere på.

 

SARD øjensygdom hos hunde

SARD er en forkortelse for (Sudden Acquired Retinal Degeneration) og det beskriver en lidt besynderlig sygdom hos hunde.

Hunde med SARD vil have været helt normale den ene dag for dagen efter pludselig at gå ind i ting og ikke kunne finde rundt.

Begge pupiller vil være meget store og der vil ofte komme andre symptomer også. Der sker nemlig en ubalance i kroppens hormoner, så hunden eksempelvis begynder at drikke og tisse mere.

 

En skade i hjernen: Hjerneblødning, tumor, meningitis

Desværre er en af de mest almindelige årsager til akut blindhed hos hunde en skade i hjernen. Der kan være forskellige muligheder, men alle er alvorlige tilstande. Det kan eksempelvis være hjerneblødning/blodprop (apopleksi), en svulst eller meningitis.

Fælles for denne type sygdomme er at de områder i hjernen, der står for synet, er blevet ødelagt. Ved den slags sygdom vil der næsten altid være en påvirkning af andre nerver også. Nogle gange ses skaden kun ganske svagt, så det kræver en meget omhyggelig dyrlæge at finde.

Under alle omstændigheder vil det kræve en undersøgelse og eventuelt en blodprøve hos en grundig dyrlæge.

 

Her vil du snart kunne få en tjekliste

Her vil du snart kunne få en tjekliste til om din hund er sund og rask.

 

About the Author

Søren Drimer Pejstrup har været dyrlæge i over 10 år og brænder for at hjælpe hunde og katte til et lang og sundt liv. Det er Sørens og Spørg Dyrlægens mission at øge vores kæledyrs livskvalitet igennem viden og formidling. Har du fået svar på dine indledende spørgsmål her, kan du fokusere på de svære ting hos dyrlægen - mere viden giver mere tryghed, bedre behandling og sundere dyr!