Hvordan børster man tænder på en hund?

Hvordan børster man tænder på en hund?

Hvordan børster man tænder på en hund? Her får du min vejledning i 5 lette trin.

(Udgivet august 2012, senest opdateret februar 2019)

 

Brug mindst 3 uger

Her er vores forslag til, hvordan du kan træne tandbørstningen med din hund eller kat. Forbered dig på at bruge mindst 3 uger på at arbejde rutinen ind og gå langsomt frem. Med tålmodighed skal det nok lykkes!

 

Trin 1 – Opbyg tillid

Væn din hund eller kat til at blive rørt over næseryggen, snuden, kinderne, mundvigene og læberne. De første par gange når I sikkert ikke så langt. Det er normalt, og det er vigtigt, at du går langsomt frem.

Brug evt. en bestemt kommando hver gang. Det kan f.eks. være: ”Vis bisserne”. For nogle kæledyr kan dette første trin tage meget lang tid. Det kan være frustrerende, at tandbørsten ikke engang er kommet frem endnu, men dette første trin er uhyre vigtigt for successen længere fremme. Sidegevinsten er, at din hund eller kat vil få mere tillid til dig, og at du fremover også vil kunne undersøge din hund eller kat bedre.

Brug aldrig magt, straf eller hårde ord.

 

Trin 2 – Put fingeren i munden

Lad en finger løbe langs mundvigene og på indersiden af læberne og rør ved tandkødet og tænder. Løft op i læberne og se på tænderne. Husk at rose når det går godt, men undlad at skælde ud eller give belønning, hvis det ikke gør. (Tip: Dyp din finger i boullion, smør eller dyretandpasta).

 

Trin 3 – Brug tandbørsten

Hold støttende om snuden eller hovedet og løft læben. Pas på at du ikke kommer til at holde for næseborene. Børst i rolige bevægelser på de store hjørnetænder og de forreste kindtænder. Det er vigtigt, at du ikke bliver for ivrig på dette trin. Start med nogle få tænder ad gangen og måske kun 5-10 sekunder hvert sted.

 

Trin 4 – Hele vejen rundt

Du kan nu udvide tandbørstningen til alle tænderne. Gå forsigtigt frem og tag langsomt flere og flere tænder med. Det kan være svært at børste de bagerste kindtænder, hvis munden er åben. Hold let hundens eller kattens mund lukket. Brug små cirkelbevægelser når det er muligt og hold tandbørsten på skrå 45° på tanden, hvis det skal være rigtig fint.

 

Trin 5 – Brug 2-3 minutter hver dag

Når rutinen kører stabilt, og I hygger jer med projektet, kan du strække seancen, så du bruger mindst 2 minutter effektiv tid på at børste tænderne. På dette trin kan du også udvide til at børste indersiderne og tyggefladerne af tænderne. Du kan også købe specielle tandbørster med dobbelt hoved, der kan tage begge sider af en tand samtidig.

 

Ikke nogen større videnskab

At børste en kat eller hunds tænder kan hurtigt komme til at lyde kompliceret, men det er i virkeligheden ikke nogen større videnskab. Det vigtigste er at komme i gang. Med øvelsen kan du forfine teknikken.

 

Her vil du snart kunne få en tjekliste

Her vil du snart kunne få en tjekliste til om din hund er sund og rask.

 

About the Author

Søren Drimer Pejstrup har været dyrlæge i over 10 år og brænder for at hjælpe hunde og katte til et lang og sundt liv. Det er Sørens og Spørg Dyrlægens mission at øge vores kæledyrs livskvalitet igennem viden og formidling. Har du fået svar på dine indledende spørgsmål her, kan du fokusere på de svære ting hos dyrlægen - mere viden giver mere tryghed, bedre behandling og sundere dyr!