Vokseværk hos hunde findes ikke. Jeg forklarer her hvorfor

Ordet vokseværk bliver af og til brugt om smertefulde tilstande i benene på unge hunde, men som du vil se her, er det et forvirrende begreb. Vokseværk hos hunde eksisterer nemlig ikke.

Ordet dækker over meget forskellige lidelser hos mennesker og hunde.

I skemaet nederst på siden kan du se, at der ER forskel, ikke kun i selve sygdommen, men også i symptomer og behandling.

Det er vigtigt, at du reagerer og ikke bare kalder det vokseværk, for det kan være nødvendigt med behandling.

Vokseværk hos mennesker

Betegnelsen “vokseværk” bliver brugt om en godartet lidelse hos børn og unge mellem 3 og 16 år, hvor der kommer smerter i ben og arme parvis.

Man kan ikke fremprovokere smerterne ved bevægelse, eller når man trykker på området og det hæmmer ikke barnets aktiviteter.
Det kommer og går og varer typisk kun ca. 30-60 minutter – oftest om aftenen og er væk igen om morgenen.

Netdoktor.dk står der blandt andet:

Vokseværk er smerter i benene eller armene hos børn mellem 3 og 16 år. Vokseværk er ikke en egentlig diagnose, men derimod en betegnelse for smerter hos børn, som man efter undersøgelse ikke kan give andre forklaringer på.

Og på Sundhed.dk:

Smerterne kommer ofte fra benene eller eventuelt armene. Ikke er forbundet med nogen bevægelse og ikke bliver udløst ved tryk. De er på den måde ikke hæmmende for børnenes hverdagsaktivitet. Ofte kommer om natten, og er forsvundet igen om morgenen. Det gælder dog langt fra for alle. Ikke varer længere end cirka en uge.

Den lægelig term for vokseværk er: Recidiverende ekstremitetssmerter hos børn”, og det hjælper os selvfølgelig ikke meget.

Recidiverende betyder tilbagevendende, og ekstremiteter er ben og arme (og halen på en hund). Det beskriver faktisk nogenlunde de to andre tilstande hos hunde, og det forvirrer billedet yderligere.

Der er dog væsentlige forskelle, som jeg har listet i skemaet nederst.

Vokseværk hos hunde

Hvis jeg nu skal være helt ærlig, ved vi dyrlæger faktisk ikke om det findes, men hundene har aldrig givet udtryk for det, og lidelsen er aldrig beskrevet videnskabeligt.

Der findes derimod to andre lidelser, som dyrlæger af og til (fejlagtigt) kalder vokseværk: Panostitis og Albueledsdysplasi. Jeg har sågar hørt udtrykket brugt om hofteledsdysplasi (HD) og løs knæskal (patella-luksation).

Ideen er nok at give udtryk for, at det ikke er så farligt og bruge et ord folk kender, men der er flere problemer med det.

Det vigtigste for mig er, at det er upræcist, og at det faktisk er vildledende. Dertil kommer, at vi som dyrlæger er med til at skabe en potentiel farlig myte, der kan få nogle hundeejere til at se tiden an for længe i stedet for at få deres hund behandlet korrekt.

“Det er nok bare vokseværk”, siger folk (måske bekræftet af dyrlægen) og venter i ugevis, mens hunden har ondt.

Vigtigt at du reagerer

Som du vil se om lidt, er det vigtigt, at du reagerer og som minimum ringer til din dyrlæge. Som du vil se herunder, er der væsentlige forskelle i måden, lidelserne skal håndteres på.

Hvis du kender til vokseværk hos mennesker, vil du vide, at det hverken kræver operation, medicin eller mere hvile.

Lidelserne hos hunde kræver oftest ro og medicin og operation i nogle tilfælde. Det er derfor vigtigt, at du snakker med din dyrlæge om forløbet.

Eosinofil Panostitis / Enostose (knoglemarvsbetændelse)

Panostitis er en betændelse inden i de lange rørknogler. Det er en steril betændelse, altså uden bakterier og svamp, som sidder inde i knoglemarven i f.eks. lårbenet, overarmen eller skinnebenet. Man kan se sygdommen på røntgenbilleder og indimellem også på en blodprøve.

Røntgenbillede af hund med panostitis (som ikke er vokseværk) i lårbensknoglen

Ufarlig sygdom

Sygdommen Panostitis er ufarlig, men gør ondt i 2-3 uger. Selvom det ofte kun går ud ovet ét ben af gangen, kan det gøre ondt i flere samtidig. Panostitis kan skifte fra ben til ben og samlet vare i 2-9 måneder.

Smerterne opstår oftest hos unge hunde over 6 måneder og nogle gange senere, men vi ser dem aldrig, efter de er blevet 2 år gamle.

Det gør især ondt at gå på benet, og når man trykker på knoglen. Nogle gange giver det lidt feber, og en sjælden gang i mellem kan det gå ud over appettiten.

Smertestillende er en god ide

Der findes ikke en direkte behandling for sygdommen, og den går altid over af sig selv. Det kan dog gøre temmelig ondt og over flere uger. Jeg synes ofte, at det er en god ide at give hundene smertestillende medicin i perioder.

Det kan også være en god ide at holde hunden i ro i de perioder, hvor det gør mest ondt.

Det er dog mest vigtigt, at diagnosen er korrekt og man ikke bare ser tiden an, hvis smerterne skal behandles anderledes.

Albueledsdysplasi hos hunde

For det meste kommer albueledsdysplasi af et løst knoglefragment i albuen. Knoglen er ikke egentlig brækket, men en lille fremspring er knækket af. Der findes også en type, hvor en bruskflap bliver til en løs ledmus.

Alle typerne af albuesledsdysplasi kræver operation og giver udvikling af slidgigt i en ung alder, hvis ikke de bliver håndteret korrekt.

Albueledsdysplasi er til dels arveligt, men for hurtig vækst får også nogle gange skylden.

Udvikling af tidlig slidgigt

Et af de store problemer med albueledsdysplasi er, at hunden kan udvikle tidlig slidgigt. Findes der et løst fragment i eller omkring leddet, vil kroppen reagere med at danne arvæv. Går hunden med problemet for længe, vil det give slidgigt tidligt i livet.

Det er derfor vigtigt at få stillet diagnosen hurtigt og at få udført den nødvendige kikkert-kirurgi.

En svær diagnose

Der findes ikke én standardtest, man kan udføre for at stille diagnosen albueledsdysplasi. Tilstanden bliver dog synlig på røntgenbilleder efter nogen tid. Ofte kan man også finde tegn på sygdommen ved at undersøge ledvæsken.

Vi ser ofte tilstanden fra 4-6 månedersalderen, men har hunden dysplasi i mild grad, kan den gemme på det i mange år. Vi kan altså finde det på alle tidpunkter i hundens liv.

 Vokseværk hos menneskerPanostitis / EnostoseAlbueledsdysplasi
Smerte ved bevægelseNejJaJa
Smerte ved trykNejJaJa
ForløbSkiftende smerte ofte om aftenen 30-60 minutter af gangenKonsekvent smerte 2-3 ugerKonsekvent smerte eller kronisk smerte
VarighedOp til 7 dage2-3 ugerLivslangt uden behandling
PlaceringI muskler og led ofte parvis i begge siderInden i knogler ofte én ad gangenI led, kan både være ensidig og parvis
Synlig på røntgenbillederNejJaMåske
Synlig i blodprøveNejAf og tilNej
ArvelighedTil delsVides ikkeTil dels

Hvad nu hvis din dyrlæge siger “vokseværk”?

De fleste dyrlæger, jeg kender, har ganske godt styr på sygdomsprocesserne. Og det er ikke fordi, de ikke kender forskel. En sammenligning med noget kendt er bare en nem måde at forklare noget indviklet på.

Du kan eventuelt spørge lidt ind til, hvad dyrlægen mener. Hvilken type er der tale om? Kræver det behandling? Kendes årsagen? Osv.

Du kan også spørge ud fra skemaet her på siden for at vide, om din egen opfattelse af sygdommen passer med det, din dyrlæge forklarer.

Jeg vil rigtig gerne høre dine erfaringer med den her “diagnose” i kommentarerne herunder. Har du oplevet at have en hund med disse symptomer? Og hvad blev der gjort? Fik du en ordentlig forklaring?

Om dyrlægen

Søren Drimer Pejstrup har været dyrlæge i over 10 år og brænder for at hjælpe hunde og katte til et lang og sundt liv.

Det er Sørens og Spørg Dyrlægens mission at øge vores kæledyrs livskvalitet igennem viden og formidling.

Har du fået svar på dine indledende spørgsmål her, kan du fokusere på de svære ting hos dyrlægen - mere viden giver mere tryghed, bedre behandling og sundere dyr!


Tags

Cornerstone, Led- og knogleproblemer (ortopædi)


You may also like

  1. Hej Søren, super interessant.
    Som redaktør for Specialklubben for Belgiske Hyrdehunde- samt Dansk Dobermann Klubs medlemsblade, vil jeg forespørge om det er muligt at gengive din artikel heri – naturligvis med behøring kilde angivelse. Håber på positiv tilbagemelding – meget gerne medsendt et link til artiklen.
    Mvh Bolette Harder

    1. Hej Bolette
      Det må du meget gerne. Hvis du retter i artiklen (andet en stavefejl) skal du lige vende dig med mig eller i hvert fald gøre tydeligt opmærksom på det.
      /Søren

  2. Jeps, min gamle hund fik konstateret vokseværk men han havde egentlig en dermoid sinus som ved betændelse kunne gå ud over hans gang…
    Min nuværende hund har også fået konstateret vokseværk, men han har noget helt galt med hans knoglevækst som ikke bliver behandlet…

    1. Hej
      Jeg er ked af at høre, at han har noget glat med knoglevæksten, men i så fald er det i hvert fald slet ikke “vokseværk”. Den betegnelse går nemlig udelukkende på en smertefuld tilstand i og omkring ledene. Det er dog trods alt godt at han ikke har brug for behandling.
      /Søren

  3. Hej.rigtig interessant losning vi har en newfoundlændere der i dag er 25 år da han var hvalp haltede han skiftevis på benene, og vi fik af vide det var vokseværk,han skulle holdes i ro, han fik metacam når han haltede mest i dag er der ingenting.vi fik ham røntgenfotograferet da han var 1 år på albuer og skulder,hvis det nu var mus,der var ingenting at se og han fik status Ad 0 hos DKK og senere har han fået HD A

    1. Hej Berit
      Når han halter skiftevis på det ene ben og så på det andet, er det meget sandsynligt panostitis, som jeg skriver om. Den sygdom giver heldigvis ingen mén, der kan spores på røntgenbilleder til DKK. Godt at han fik behandling – det er trods alt mit vigtigste argument i artiklen: At sygdommen ikke bare skal slåes hen som “vokseværk”, men rent faktisk behandles.
      /Søren

    2. Hej Berit
      Jeg har en newfoundlænder hvalp på 7 måneder, der er begyndt at få ondt i sine ben. Det ser ud til, at det er alle 4 og han kan snuble lidt på det ene forben. Som om, at han bøjer forover med poten (som når vi bøjer bagud med hånden og det er oversiden af hånden, der er placeret på bordet, og fingrene peger bagud). Han kan også stå og nogle af benene citrer. Oplevede du også det? Det har stået på i et par uger. Fik først tid til at tage til dyrlæge i går, hvor han har fået smertestillende medicin. Min dyrlæge kaldte det også vokseværk. Det jeg lige hæfter mig ved er selvfølgelig, at din hund lader til at have fået et godt liv trods begynderproblemer. Men når jeg lige nu kigger ud i gården, ser han nu ikke ud til at have det for godt. Håber, at det går ligeså godt med min, som det gik med din. Hælder til den antagelse, at det så er panostitis, der er diagnosen, og at jeg kommer til at kunne beholde ham med 4 intakte ben.

      1. Hej Mariette
        Jeg synes faktisk beskrivelsen af din hunds problem lyder som panostitis. Vokseværk, kan det ikke være, men godt at I har fået behandling til ham. Hvis det ER panostitis, vil det ikke påvirke ham fremover, men hvis ikke behandlingen virker godt nok, er der måske grund til at få ham undersøgt lidt nærmere. Andre sygdomme som ledgigt og infektioner, kan også give de symptomer, du beskriver.
        /Søren

  4. Ja, jeg har haft en hund med diagnosticeret Panostitis/enostose på en ung hund, men det ligger helt tilbage i 1986-87. Det var en pyrenéerhund, og min dyrlæge den gang sagde, at det var mere almindeligt hos store racer en mellemstore, og vist næsten aldrig hos små racer?
    Hunden blev i øvrigt desværre aflivet i en alder af 6 år p.gr.a knoglekræft. Ved ikke om der kunne være en sammenhæng, men kan ikke se den i alle fald

    1. Hej
      Ja, det er helt korrekt at vi ser oftere panostitis hos store racer med lange ben (og knogler) end hos de små. Vi har ikke grund til at tro, der skulle være en sammenhæng med knoglekræft. Det er dog mig bekendt ikke undersøgt, så vi ved det reelt set ikke, men personligt tror jeg ikke at der er en sammenhæng.
      Søren

  5. Min schæferhund begyndte at halte på det ene forben og jeg fik ham røntgenfotograferet, de kunne konstatere at der var betændelse i knoglerne. Han blev behandlet med Cartophen, og ro i 4 uger , da han var et år blev han igen røntgenfotograferet og fik konstateret svær albueledsdysplasi, og blev efterfølgende aflivet. Han havde i hele perioden fra 6 – 12 mdr halthed når han havde overanstrengt sig.

    1. Hej Kim
      Det gør mig ked af det på jeres vegne, men det er da trods alt godt at I fik korrekt diagnose og korrekt behandling, så den lille hund ikke havde mere ondt end højst nødvendigt.
      Søren

  6. Hej

    Jeg er blevet oplyst, at vokseværk er en tilstand i knoglerne der kommer ved en for hurtig vækst(overfodring/fedme), som kan føres sammen med både HD, AA og OCD. Det er alle multifaktuelle lidelser, men at vokseværk sagtens kan være en indikator på en generel for hurtig vækst, og det anbefales at bruge et væsentligt mildere foder i en periode til, at bremse væksten. Der er en arvelig faktor, men denne synes efter mange års avlsarbejde, at være relativ lav efterhånden.

    1. Hej.
      Det er desværre ikke korrekt, da vokseværk ikke findes hos hunde. Jeg tror, din dyrlæge må have ment albueledsdysplasi.

      Albueledsdysplasi er nemlig en samlende betegnelse for de lidelser, du nævner. Det er helt korrekt at vækst, foder og gener spiller ind. Det er også korrekt at nogle eksperter anbefaler at fodre mere forsigt på i sær de store racer i starten.

      Der er meget individuelle forskelle på hvor meget avlen betyder. Det svinger fra race til race. For eksempelvis retrievere er avlen mistænkt for at stå op op til 70 % af problemet. Hos andre er det noget lavere.

      /Søren

  7. hej,

    min hund haltede ind imellem på sit v forben, typisk efter agility, hvorfor det blev tilskrevet overbelastning / evt gammel skade. (Har ikke haft hende fra hvalp af. Men fik så som 4 års konstateret aa – men det er vel ikke denne version af albueproblemer, du fokuserer på?

    Mvh

    1. Hej Karin
      Både ja og nej. Hvis man slår et albueproblem han som “vokseværk” og ikke får gjort noget i tide, kan det udvikle sig til tidlig slidgigt. Hund kan også blive slidt i forbenet af andre årsager, så jeg vil under alle omstændigheder anbefale at få det undersøgt hos en grundig dyrlæge. Det kan være hun hjælpes.
      Søren

  8. Hej jeg har en Rottweiler tæve fra den efteråret – ringer til dyrlæge som siger “vokseværk ” præcis som du taler om . Det som gør mig utryk er han siger vi skal slå over på voksen mad med samme og så kan vi kun vente på det går over .og det kan tage op til 3 måneder. Kommer hun så ikke til at mangle en masse som er i hvalpe foder ps jeg bruger Royal canin

    1. Hej
      Hvis din dyrlæge mener “panostitis” når han siger “vokseværk”, kan det godt give mening at skifte foder. Vi mener nemlig det har en sammenhæng. Hvis han er tæt på et år gammel, vil der formentlig ikke ske noget ved skiftet.

      Hvis dyrlægen i stedet mener “albueledsdysplasi”, vil foderskift ikke hjælpe det fjernest.

      Det er lidt en skam, at din dyrlæge bruger en forkert betegnelse, men du kan måske stille ham nogle opklarende spørgsmål og finde ud af, hvad han rent faktisk mener. Det kan jo godt være han har tænkt den rigtige diagnose, men bare brugt et unøjagtigt ord i forklaringen.

      /Søren

  9. jeg har to schæfer hunde som har haft knoglemarvsbetændelse, begge midt om
    Natten hvor de kom til dyrlægen med det samme da de skreg “hylede” så vidste noget var galt. De begge kom i røntgen og fik det konstanteret. Min dyrlæge forklarede at det kan minde om vokseværk men hos hunde hed det knoglemarvsbetændelse

    1. Hej Christina
      Du har vist fundet en god dyrlæge! Det gør mig glad at høre I har fået den rette hjælp, selvom det selvfølgelig er synd for dine hunde.
      /Søren

  10. ja har en super dygtig dyrlæge – han sagde at mange kalder det vokseværk – men at det er betændelse i knoglen og viste mig det på røntgen – min hund har været slemt ramt af det helt op til hun blev de 2 år

    1. Ja, heldigvis ved mange dyrlæger, hvad det er.

      Det er bare en skam, at de bruger en falsk betegnelse for det, da det får nogle ejere til at se tiden an, selvom det bedste var, at gøre noget helt andet for hunden.

      /Søren

  11. Jeg havde en schæfer for 3 år siden den begyndte at halte da den var 4 mdr 🙁 Vokseværk sagde dyrlægen men nej efter røgten da han var 5 mdr var det albueleddysplasi han blev opreret da han var rigtig dårlig og det holdt ikke 🙁 Han blev aflivet da han var 10 mdr

    1. Hej Mariann
      Det er jeg rigtig ked af at høre, men synes samtidig, at det var godt, I gjorde noget for ham. Det er præcis min pointe i artiklen: At man ikke bare skal kalde det vokseværk, for der er nemlig ofte for en helt anden tilgang.
      /Søren

  12. jeg har en cavalier på knap 4 år,med diagnosen AD højresidig,der er ingen ledmus at se på rtg.,mender er ostofytdannelse på 4-5 mmm på underarmsknoglerne..Vi købte ham som 7,5 mdr,han har altid været en pibende hund,men det er resten af linien.Opdrætter solgte ham pludselg,måske derfor..
    Han begyndte at halte kraftigt i juli måned og blev så rtg fotograferet..han får Norodyl og Tradolan,den dag det ikke virker bliver han aflivet,op. vil ikke give et godt resultat,siger fagdyrlæge.

    1. Hej Bodil
      Det lyder selvfølgelig trist, men godt at hun får passende behandling. Jeg mener eksperterne siger, at man kun kan se en ledmus i ca. 30 % af tilfældende. Det er altså under 1 ud af 3 hunde med ledmus vi kan se den direkte på røntgen. Dog kan vi ofte se de følgevirkninger, som du beskriver.

      Nogle hunde kan hjælpes med kirurgi, så de ikke bliver slidt op så hurtigt, så det kan du evt. drøfte med din dyrlæge.

      Cavaliere har dog (desværre) også andre udfordringer med deres forben og en såkaldt “kort ulna” kan også give problemer, så der er flere mulige forklaringer.

      /Søren

  13. Hej har lige fået en hvalp hun er 10 uger hun fik de symptomer med knoglemarvsbetændelae og halt på forben tog til vagt dyrlægen og der havde hun over 39 i feber. Hun fik smertestillende og pensilin. Nu er hun som en lille hvalp skal være, en lille spirre VIP.

    1. Hej Anne Marie
      Tak for din historie. Det er yderst usædvanligt at hvalpe i den alder får knoglemarvsbetændelse, men det kan selvfølgelig også gøre ondt af andre årsager. Godt at hun har det godt igen.
      /Søren

  14. Hej – tak for en god video og forklaring – jeg har en rottweiler på nu 5 mdr. og hun har haltet på forbenet i nu 2 uger (og før dette en uges tid på bagbenet i samme side). Har haft hende til røngten hos min dyrlæge og meldingen er, at “der ikke er noget at se”. Hun opfører sig helt normalt (spiser, drikker, leger, sover osv), men halter bare meget og det gør mig stadig urolig. Jeg “ser nu tiden an” med smertestillende Metacam tygge-tabletter i en uge………mit spørgsmål er: hvor længe skal jeg lade hende halte inden jeg reagerer yderligere? Hun er ikke tyk overhovedet (22kg, 5 mdr) – tager ca. et 1kg på om ugen….tak for svar. vh Rikke

    1. Hej Rikke
      Det er rigtig godt at du har fået ham undersøgt. Røntgenbillederne er også en rigtig god ide. Man kan dog ofte ikke se de helt store forandringer i den alder – især ikke i milde tilfælde. Det er stadig godt at få udelukket medfødte skævheder og den slags. Så tidligere røntgenbilleder bruger jeg ofte selv som basis for fremtidige undersøgelser. Hvis hunden bliver ved med at halte, anbefaler jeg nye billeder efter 6-8 uger, for at vurdere udviklingen. Det kan ofte give et mere klart billede.
      Dog vil jeg sig, at den slags diagnoser ofte ikke ligger i røntgenbilledet. Det ligger lige så meget i hænderne på den dyrlæge, der undersøger. Røntgenbillederne bruger man til at bekræfte eller afkræfte en mistanke – ikke for lige at “se om der skulle være noget”. I skal altså helst have en specifik mistanke til en bestemt sygdom – men det har din dyrlæge helt sikkert også, du skal måske bare have dem til at forklare det igen.
      De bedste hilsner Søren

  15. Hej Søren godt skrevet :Vi har en Coton 5,1 mdr. nu og bokser lidt mad halthed, vi har været ved dyrlæge som på viste panositis på billederne. MEN START 4,5 MDR. er det ikke tideligt ? vi fik ordineret ro og ultra korte ture samt tur i haven skulle foregå i snor, svært og holde med sådan en hvalp. vi fik samtidig ordineret smertestillende i 7 dage 1 x dgl. Men det virker som om han ikke er dækket vi bruger Previcox kan dosis øges til 2 gange dgl. eller er det no go ? han har bøvlet med det i 4 uger!

    1. Hej Finn
      Tak for de pæne ord. Jo, 4,5 mdr er tideligt, og er der andre symptomer (som fx feber og nedstemt humør) ville jeg også se andre andre sygdomme af den årsag. Det er dog ikke umligt at få i den alder og hos den race, og bekræfter billederne diagnosen, kan man være ret sikkert.
      Panostitis kan sagtens tage 4 uger ellere mere. Typisk ikke i den samme knogle, men der er fire ben med flere mulige knogler i hver.
      Hvis du allerede giver Previcox i den rigtige dosis, får du ikke nogen ekstra effekt af at øge til dobbelt dosis eller til to gange daglig. Den type medicin virker til et vist niveau og så ikke yderligere. En højere dosis vil blit give flere bivirkninger. Andre typer af smertestillende kan dog god have en øget effekt med øget dosis, men så skal man over i en anden type. Det er nogle gange en god ide sammen med Previcox, men her skal din dyrlæge vurdere om det er relevant for din hund.
      God bedring.
      /Søren

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Spørg Dyrlægen ... for dyrenes skyld